Camilla Zhu

Camilla Zhu er cand.mag i Asienstudier fra Københavns Universitet. Hun er - som navn og billede antyder - af kinesisk afstamning, men i hjemmet blev der primært talt dansk blandet med lidt Shanghai og Fujian dialekt. Camillas forældre kommer fra Kina, men er ligesom Camilla også opvokset i København. Det var derfor hendes drøm at lære mere om Kinas kultur, historie og sprog for bedre at forstå sin kulturelle baggrund. Den drøm blev opfyldt på Kinastudier på KU blandet med udvekslings- og praktikophold på henholdsvis Peking Universitet og National University of Singapore. 

Camilla er særligt interesseret i den kinesiske modernitetsudviklings indflydelse på unge mennesker og specialet kom da også til at handle om den urbane post-80’er generation (balinghou) med titlen: ”Mellem muligheder og dilemmaer: Et studie af unge kineseres ændrede livsbetingelser.”
Til dagligt arbejder Camilla på Øregård Gymnasium og som freelance-konsulent.

Camilla anbefaler:
Restauranter i København:
Hvis du er til dim sum, skal du besøge FU WA på Jagtvej. Restauranten ser ikke ud af meget, men de serverer de  bedste ”dampede små pakker” i København. 
Tåler du stærkt mad kan MAGASASA på henholdsvis Istedgade og Amagerbrogade anbefales. Husk at bestille bord, for der er rift om pladserne!

Musik:
Den sang, jeg elsker allermest, er nok Pengyou (oversat: Venner) af Zhou Hua Jian (Emil Chau). Det var en af de første kinesiske sange, jeg lærte, og så fungerer den rigtig godt som fællessang.

Film:
Zhang Yimou er nok mest kendt herhjemme for sine sværddramaer (bl.a. Hero), men hans tidligere film er også fantastiske og giver et intimt billede af det kinesiske hverdagsliv i forandring.
Der er i de senere år kommet mange dokumentarfilm, der også giver et godt indblik i livet i Kina i dag. Dem, du skal se, inkluderer: Last Train Home (Gui Tu Lie Che, 2009) og Please Vote for Me (2007). Sig endelig til, jeg anbefaler gerne flere!