Menu

Sara Tornøe Tødten

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted, et stykke dansk musik eller en dansk kunstner. Det kan også være et sted. Her kan du se, hvad Sara anbefaler.

Hvem er din danske yndlingsmusiker?
"Annika Aakjær har jeg fulgt, siden hun var opvarmning for Thomas Buttenschøn i 2008. Begge er de legende, ærlige, direkte og finurlige i deres tekster. Samme ærlighed synes jeg om hos Marie Key og Anne Linnet, hvis musik jeg også nyder at lytte til. Troels Gustavsens varme stemme synes jeg godt om, og så er jeg meget glad for at lytte til jazzede Cæcilie Nordby, hvis styrke og intensitet imponerer mig vildt, ikke mindst live. Der er mange dygtige kunstnere.
Jeg bruger af og til danske sangtekster i danskundervisningen."

Har du et yndlingssted i København?
"Når solen skinner, er det bedste, jeg ved, at smøre en madpakke og cykle rundt uden nogen destination. Jeg bor ved vandet og elsker at cykle langs havneringen, hvor jeg både kommer forbi nyere arkitektur, historiske attraktioner samt natur som ved fx Nokken.
Sydhavnstippen tæt på Valbyparken og cykelstien langs vandet på Kalvebod Fælled og Vestamager ud til Sydvestpynten og Kongelunden er også blandt favoritterne. Jeg slipper tankerne fri, lytter til fuglene, synger højt og springer i vandet. Kender du mon den 27 kilometer lange vandrerute Amarminoen?"