Menu

Kulturprogram

Læs mere om alle de arrangementer, du kan deltage i. Vores program giver dig en solid introduktion til dansk politik, kultur, historie og hverdagsliv – og masser af muligheder for at skabe et godt netværk. Alle aktiviteter på hverdage finder sted om eftermiddagen.
Kulturprogrammet er planlagt for vores kursister på sommerkurserne i dansk.

Danish summer course

Mandag 24. juli - Dansk film  

Se en af dansk films største succeser "Druk"
Vi starter med en introduktion til en af dansk films største succeser, nemlig oscarvinderen "Druk" fra 2020 af Thomas Vinterberg.
Bagefter ser vi filmen - den er selvfølgelig på dansk, men den har engelske undertekster.

Film er en god måde at lære mere om et lands kultur. Så efter filmen lægger vi op til en hyggelig snak og diskussion - både om det, vi har set i filmen, og om dansk kultur generelt.
Introduktion og samtale foregår på engelsk.

Det er vores underviser Rosa Arslev, der står for arrangementet.

Tid og sted:
mandag 24. juli kl. 13.30-16.00
Borgergade 12, 1. sal

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Du kan tilmelde dig fra 15. juli.


Onsdag 26. juli - Det hemmelige København - guidet byvandring

Byvandring: Det hemmelige København
Har du nogensinde tænkt på, hvad der gemmer sig for øjet i Københavns gader? Hvad der findes af hemmeligheder under jorden, oppe i luften og nede i vandet?
Kom med på en byvandring til nogle af de spændende steder med skjulte skatte, som man umiddelbart ikke ser, når man passerer i en travl hverdag.
Gåturen ledes af vores underviser Jeanette Dideriksen.

Byvandringen foregår på engelsk og dansk.

Tid og sted:
Onsdag 26. juli kl. 13.30-16.00
Vi mødes kl. 13.30 foran Studieskolens hovedindgang, Borgergade 12, København K

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Du kan tilmelde dig fra 15. juli.


Fredag 28. juli - Samtalecafé på dansk

Kom og øv dig i at tale dansk
Vi inviterer indenfor i Studieskolens samtalecafé, hvor du får mulighed for at øve dit dansk med andre kursister fra sommerkurserne.
Der vil være muligheder for at tale dansk på alle niveauer, det vil sige både for dig, der er helt ny i sproget - og for dig, der gerne vil tale om lidt mere avancerede emner.
Vi byder også på lidt at drikke og nogle snacks.

Samtalecafeen ledes af vores underviser Louise Heldt Kristensen.

Vi taler selvfølgelig dansk, men vi giver instruktioner på engelsk, hvis det er nødvendigt.

Tid og sted:
fredag 28. juli kl. 13.30-16.00
Borgergade 12, 1. sal

Det er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig.

Danish summer course

Mandag 31. juli - Dansk arkitektur og udflugt til Bymuseet

Foredrag med Oscar Otto Sanz om dansk arkitektur og besøg på Københavns Bymuseum
Dansk arkitektur blev verdensberømt med Jørn Utzons ikoniske operahus i Sydney. Siden da har danske arkitekter opnået yderligere international anerkendelse med arkitekter som Bjarke Ingels og Jan Gehl.
Foredraget giver dig indsigt i ideerne og løsningerne, der driver nogle af de største danske arkitekter, og du får et nyt perspektiv på København.
Efter foredraget går vi sammen til Københavns Bymuseum og ser, hvad du netop har hørt om.

Foredraget er på engelsk.

Tid og sted:
Mandag 31. juli kl. 13.30 - 16.00
Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Du kan tilmelde dig fra 15. juli.

 

Fredag 4. august - Danskerne: verdens lykkeligste folk? (foredrag og debat)

Verdens lykkeligste folk? (foredrag og debat med forfatter Michael Booth)
Hvad er hemmeligheden bag danskernes lykke? Kan den findes i den sagnomspundne hygge, eller har den mon noget med wienerbrød at gøre? Kan politikerne tage noget af æren, eller går det hele tilbage til vikingerne?
Den internationale bestsellerforfatter Michael Booth hjælper os med at finde svarene og punkterer nogle myter undervejs. Michael Booth er den prisvindende forfatter bag ”Der er et lykkeligt land”, der handler om de nordiske lande. Han har været vært for en serie om danskerne på DR, er danmarkskorrespondent for Monocle Magazine og vært for en podcast om de nordiske lande for Monocle 24. Efter han har talt, er der god tid til at debattere emnet.

Bemærk: Arrangementet foregår på engelsk. Det er gratis og åbent for alle, og du behøver ikke tilmelde dig.

Tid og sted:
Fredag 4. august kl. 13.30 - 15.00
Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal


 

Lørdag 5. august - Highlights i nyere dansk historie - udflugt til Nationalmuseet

Vi mødes på Nationalmuseet, hvor vi går en tur i udstillingen ”Danmarkshistorier (1660-2000)”, der gennemgår highlights i danmarkshistorien fra enevælden til nutiden.
Her følger vi de vigtigste kulturspor, der har formet landet til det Danmark, der er i dag.  

Du kan både gå alene, sammen med en lærer eller i grupper, og på din vej igennem udstillingen skal du svare på en lille quiz.  

Det er vores egen danskunderviser Maria-Sophie Schmidt, der tager med på museet. Hun taler både dansk og engelsk på turen.

Tid og sted:
lørdag 5. august kl. 10.00-12.30
Vi mødes kl. 10.00 ved Nationalmuseets hovedindgang, Ny Vestergade 10.

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Du kan tilmelde dig fra 15. juli.



Mandag 7. august - Quiz om Danmark

Hvor meget ved du om dansk mad, musik, historie osv.?
En hyggelig eftermiddag i quizzens tegn, hvor du kan teste din viden om dansk historie, design, mad, sprog, musik og meget mere.
Der vil være små præmier til vinderne og lidt at drikke og nogle snacks undervejs.

Det er vores underviser Maria-Sophie Schmidt, der guider dig igennem quizzen.

Vi taler dansk - og lidt engelsk.

Tid og sted:
mandag 7. august kl. 13.30 - 16.00
Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal

Det er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig.



Onsdag 9. august - Dansk udtale

Introduktion og gode tips til dansk udtale (foredrag med Signe Brantelid)
Er det svært at lære dansk? Egentlig ikke, men der er to udfordringer, når man lærer dansk, nemlig: 

  • udtalen
  • at forstå danskerne, når de taler.

I dette foredrag får du en introduktion til hovedaspekterne af dansk udtale og indsigt i, hvordan det talte sprog skiller sig ud fra dansk skriftsprog.
Du får også nogle gode tips til at udtale danske ord, og du får nogle sætninger, du kan øve baseret på den teori, vi gennemgår.

Foredraget er på letforståeligt dansk.

Tid og sted:
Onsdag 9. august kl. 13.30 - 15.30
Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal

Det er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig.


Fredag 11. august - Dansk musik

Dansk musik og musik på dansk (foredrag og sang med Sara Tødten og Bent Børme)
Hvis man beder folk rundt omkring i verden nævne et kendt dansk musiknummer, vil mange nok nævne numre som “7 Years” eller “Lean On”. Og ja, danske Lukas Graham og Mø er kendte mange steder i verden – men de synger jo også på engelsk.
Men hvad så med dansk musik... på dansk? Hvad skal man høre? Og er det overhovedet muligt at synge på dansk?
Vi tager et kig på og lytter til lidt dansk populærmusik gennem tiden og snakker lidt om de danske tekster. Vi kigger også på den næste generation og på, hvordan den unge generation laver musik på dansk i 2020’erne.
Og sidst, men ikke mindst, prøver vi også selv kræfter med at synge lidt musik på dansk!

Foredraget er på letforståeligt dansk.

Tid og sted:
Fredag 11. august kl. 13.30 - 15.00
Studieskolen, Borgergade 12, 1. sal


Det er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig.

 

Bemærk: Der tages forbehold for ændringer i programmet