Menu

Italiensk film og debat - La prima cosa bella

29. september 2022

Deltag i debatten om en italiensk film

Gode film indeholder altid nogle temaer, der er spændende at tale om. Når vi ser italienske film, lærer vi selvfølgelig noget sprog, men ofte også en masse om italiensk kultur, og det er værd at tale om.

Hvis du kan lide italienske film, og hvis du har lyst til at tale italiensk om film og diskutere temaerne, så kom med og se en italiensk film og deltag i den efterfølgende debat.

Alle er velkomne.

Mødre og sønner. Dagens Italien. Livet i provinsen

Vi skal se filmen La prima cosa bella – en komedie fra 2010, instrueret af Paolo Virzì. Hovedpersonerne er en søn og hans mor. Han er en bekymret og rastløs type, hun er umådeligt smuk og besidder en finurlig vitalitet. Det er en intim og personlig film, der med ironi og uden illusioner fortæller om modsætningerne i den italienske provins.

Underviser Alessandra Sicuro laver på letforståeligt italiensk en kort introduktion til filmen og de særlige elementer, som det er væsentligt at være opmærksom på under filmvisningen. Efter filmen går debatten i gang. Du kan vælge at debattere på italiensk eller på dansk.

Vi taler om de aspekter, underviseren har introduceret før filmvisningen, og vi kommenterer, hvilke aspekter du lagde mærke til i filmen, hvorfor du godt kunne lide den, eller hvorfor den ikke talte til dig, og hvad du tænker om filmens temaer. Hvad oplever du, når du ser italiensk film – er de anderledes end fx danske og amerikanske film?

Der er mange temaer at tale om i denne film! Et par eksempler er forholdet mellem mor og søn, egoisme og forsoning.

Det foregår:
torsdag 29. september 2022 kl. 12.30-15.30
Borgergade 12, 1. sal

Vi sender dig en mail få dage inden med det rigtige lokalenummer.

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Det kan du gøre her.