Menu

Italiensk film og debat - Perfetti sconosciuti

26. oktober 2022

Deltag i debatten om en italiensk film
 
Gode film indeholder altid nogle temaer, der er spændende at tale om. Når vi ser italienske film, lærer vi selvfølgelig noget sprog, men ofte også en masse om italiensk kultur, og det er værd at tale om.
 
Hvis du kan lide italienske film, og hvis du har lyst til at tale italiensk om film og diskutere temaerne, så kom med og se en italiensk film og deltag i den efterfølgende debat.
 
Alle er velkomne.
 
Venskab. Parforhold. Whatsapp. Hverdagen og fordomme i dagens Italien.
 
Vi skal se filmen Perfetti sconosciuti – en komedie fra 2016, instrueret af Paolo Genovese. Hovedpersonerne er en gruppe venner, som jævnligt mødes til middag sammen. En aften får en af dem en idé: i stedet for at skjule deres mobiltelefoner under spisebordet skal de have dem på bordet og læse alle de beskeder, de modtager under middagen, højt for hinanden. Det er kun begyndelsen på en skør aften med uventede konsekvenser.
Filmen er en glimrende komedie, der med ironi og sarkasme fortæller om hverdagen i Italien, hvor alle bruger Whatsapp for at sende beskeder til hinanden. Men mange skjuler nogle hemmeligheder, som nu – takket være en slags “bordlegen” – er nødt til at komme frem.
 
Underviser Giulia Longo laver på letforståeligt italiensk en kort introduktion til filmen og de særlige elementer, som det er væsentligt at være opmærksom på under filmvisningen. Efter filmen går debatten i gang. Du kan vælge at debattere på italiensk eller på dansk.  
 
Vi taler om de aspekter, underviseren har introduceret før filmvisningen, og vi kommenterer, hvilke aspekter du lagde mærke til i filmen, hvorfor du godt kunne lide den, eller hvorfor den ikke talte til dig, og hvad du tænker om filmens temaer. Hvad oplever du, når du ser italiensk film – er de anderledes end fx danske og amerikanske film?
 
Der er mange temaer at tale om i denne film! Et par eksempler er forholdet mellem venner og kærester, hemmeligheder og løgne, men først og fremmest de mange modsætninger, der findes i den italienske kultur, som vil give stof til eftertanke.  
 
Det foregår:
onsdag 26. oktober 2022 kl. 14.30-17
Borgergade 12, 1. sal
 
Vi sender dig en mail få dage inden med det rigtige lokalenummer.

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Det kan du gøre her.