Menu

Spansk film og debat - Carmen y Lola

13. januar 2023

Kan du lide spansksprogede film? Vil du lære den spansktalende kultur bedre at kende igennem film? Er du nysgerrig på forskellige aspekter af den spansktalende verden? Kunne du tænke dig at få mulighed for at bruge og forbedre dit spansk? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, så kom og se spanske film og deltag i den efterfølgende debat. Alle er velkomne.

I filmen Carmen y Lola (2018, Arantxa Ecevarría, Spanien, 103 min) får vi et unikt indblik i, hvordan flamenco-traditionen ikke blot er en dans og en form for musik, men en helt integreret del af kulturen i det sydlige Spaniens romamiljø. Og vi oplever, at en sigøjner eller roma heller ikke er en snavset gammel kone med en krystalkugle, tværtimod har romaerne en levende kultur med familier og moderne mennesker i alle aldre, som lever et liv, der ligner andre spanieres.

Og dog – traditioner er stærke, og i nogle romafamilier er det stadig manden, der bestemmer, ligesom de unge kvinder forventes at gifte sig med en fra en romaslægt – ofte en fætter – og udfylde den kvinderolle, der kræves.

I filmen vendes der op og ned på disse roller, da Lola ikke har lyst til at gå den vej, der er udstukket for hende, og det skaber ballade i familien og stor splittelse i hende selv.

Carmen y Lola er en charmerende fortælling om forventninger og ønsket om selv at bestemme over sit liv, en kærlighedsfilm og et morsomt og tankevækkende indblik i de traditioner, der stadig er en levende del af flamencomiljøet i Spanien i dag.

Inden filmen fortæller Anne Højgaard Christiansen på letforståeligt spansk om romaernes baggrund og rolle i Spanien, og efter filmen lægges der op til debat – du kan deltage på spansk eller på dansk, hvis du foretrækker det.

¡Biénvenidos!

Det foregår:
Fredag 13. januar 2023 kl. 16:30-19:30
Borgergade 12, 1. sal

Bemærk! Datoen er ændret. Oprindeligt var arrangementet programsat til 9. december 2022.

Vi sender dig en mail få dage inden med det rigtige lokalenummer.

Det er gratis, men du skal tilmelde dig. Det kan du gøre her.