Menu

A2/B1 Eiffel et sa tour. Foredrag på letforståeligt fransk

Dato
31.03.2023
Pris
kr. 195
Start 31.03.2023
Lektioner 2
Holdnr. 3230-23
 
Sted Borgergade 12, 1. sal
Pris kr. 195

Eiffel et sa tour
Kom og hør Jacqueline Rousselon fortælle om Gustave Eiffel og hans berømte tårn på letforståeligt fransk.

Vidste du, at Gustave Eiffel muligvis var den mest berømte ingeniør i Frankrig, da han blev bedt om at bygge noget særligt til verdensudstillingen i Paris til det magiske år 1889? Eiffel havde haft en kæmpe succes med Frihedsgudinden i New York, så der skulle noget nyt og andet til for at fejre 100-året for revolutionen. I samtiden var der nærmest en besættelse af idéen om at bygge et meget højt tårn. Eiffel regnede på sagen og fastslog, at han kunne bygge et tårn på 300 meter. Tårnet var indbegrebet af fransk industriel knowhow og genialitet fra det øjeblik, det blev bygget til verdensudstillingen, og Eiffel imponerede hele verden med højden på tårnet og det dristige design.

Gustave Eiffel døde for 100 år siden i Paris den 27. december 1923 i en alder af 91 år. Ud over Eiffeltårnet efterlod Eiffel sig en stor arkitektonisk arv, både i og uden for Frankrig. Mange af hans bygninger og broer er i dag fredede.

Oprindelig skulle Eiffeltårnet rives ned efter 20 år. Men sådan gik det som bekendt ikke. På grund af sin højde og sin unikke silhuet i det parisiske landskab blev Eiffeltårnet hurtigt et af de mest populære monumenter - ikke bare i Paris, men i verden. Lige fra tårnet blev bygget har det haft mange besøgende. I begyndelsen var der mange protester over tårnets udseende. Flere forfattere skrev en offentlig bøn om at få fjernet denne øjebæ fra Paris. Heldigvis var der flere fans end kritikere.

Eiffeltårnet har været og er skueplads for mange begivenheder i Paris' og Frankrigs historie. Tårnet er et nationalt symbol. Ingen kan forestille sig Paris uden Eiffeltårnet. Tårnet lægger baggrund til bl.a. det storslåede fyrværkeri den 14. juli - Frankrigs nationaldag, begivenheder af national betydning, store sportslige bedrifter og som mål for mange turister. Eiffeltårnet er også en trofast følgesvend for pariserne i deres hverdag.

Tårnet har naturligvis også indtaget en plads som symbol på Frankrig i den kollektive fantasi: i kunsten, i musikken, i litteraturen, i poesien og ikke mindst i serier og film. Senest er den nye film (2021), som bare hedder Eiffel en gendigtning af Eiffels liv og som trækker mange mennesker i biografen. Selv i dag har alle en mening om Eiffeltårnet.
A bientôt ! Vi serverer et glas vin i pausen.

Det foregår i lokale 131.
Kl. 16.30-19.00

Jacqueline Rousselon

Jacqueline Rousselon er født i Marseille i Frankrig, og hun har boet i Danmark i 20 år. Jacqueline er, hvad der svarer til cand.mag. fra Frankrig. Hun har 20 års erfaring i at undervise i fransk sprog, kultur og samfund ikke bare i Danmark, men mange steder i hele verden. Jacqueline har f.eks. undervist i Aix-en-Provence, i Vermont i USA og på Harvard University i USA.
Jacqueline tager til Frankrig to-tre gange om året for at være sammen med familie og venner.

Jacqueline anbefaler lige nu:
Steder: Prøv de forskellige franske regioner, én ad gangen, de er meget forskellige indbyrdes. Det er blandt andet variationen mellem regionerne, der gør Frankrig så spændende. Hvis man er i Frankrig i længere tid, så kan man opleve noget helt andet, hvis man tager på en weekendtur til en anden region, det kan blive helt eksotisk.
Mad: Igen er det de regionale forskelle, der er mest fascinerende. Man skal spise det lokale køkken, det gør franskmænd altid. Prøv f.eks. om sommeren maden fra Sydfrankrig, der er baseret på olivenolie og grøntsager. Det bedste kød er lam fra de franske alper, det har en helt unik kraftig smag.
Film: Hold øje med Grand-biografen i København. De viser mange gode franske film, især mandag eftermiddage. Franske film er ofte både sjove og underholdende og handler om almindelige menneskers historie. De kan helt klart anbefales.
Vis mereVis mindre

A2/B1 Eiffel et sa tour. Foredrag på letforståeligt fransk

Tilmeld