Menu

Film og debat - Pájaros de verano

Dato
14.04.2023
Pris
kr. 0
Start 14.04.2023
Lektioner 3
Holdnr. 3361-23
 
Sted Borgergade 12, 1. sal
Pris kr. 0

Pájaros de Verano (2018)

Kan du lide spansksprogede film? Vil du lære den spansktalende kultur bedre at kende igennem film? Er du nysgerrig på forskellige aspekter af den spansktalende verden? Kunne du tænke dig at få mulighed for at bruge og forbedre dit spansk? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, så kom og se spansksprogede film og deltag i den efterfølgende debat. Alle er velkomne.

Den spansktalende verden er meget mangfoldig, og denne gang skal vi se en af de film, der virkelig bringer et eksotisk pust ind i stuen. I den colombianske film Pájaros de Verano (2018, Cristina Gallego og Ciro Guerra, Colombia, 125 min.) møder vi den farverige Wayuu-stamme, som i 1970'erne blev meget rige i mødet med los gringos fra USA. De ville gerne købe kokain fra Sydamerika og grundlagde en transportvej gennem Colombia og wayuu-folkets område.
Det fik selvsagt stor betydning for den oprindelige og fattige wayuu-stamme, som blev brugt som mulas (bærere) og på den måde fik mulighed for at hæve levestandarden, men til gengæld satte deres traditionelle levevis og deres værdier på spil.

Kom og se filmen og hør om, hvordan narkoproblemet i Colombia startede og 1970'erne blev en tid, hvor gederne gik med Rolex-ure, og filmholdet oplevede magiske ting, der ikke kan forklares med vestlig logik.

Underviser Anne Højgaard Christiansen laver på letforståeligt spansk en kort introduktion til filmen og de særlige elementer, som det er væsentligt at være opmærksom på under filmvisningen. Efter filmen går debatten i gang. Du kan vælge at debattere på spansk eller på dansk. Vi taler om de aspekter, underviseren har introduceret før filmvisningen, og vi kommenterer, hvilke aspekter du lagde mærke til i filmen, hvorfor du godt kunne lide den, eller hvorfor den ikke talte til dig, og hvad du tænker om filmens temaer.

Det foregår:
fredag 14. april 2023 kl. 16:30 -ca. 19:30
Borgergade 12, 1. sal, aud. 127

Det er gratis, men du skal tilmelde dig.

Anne Højgaard Christiansen

Jeg hedder Anne og er cand.mag. i spansk og mediefag fra Københavns Universitet. Jeg har beskæftiget mig med spansk og latinamerikansk sprog og kultur, lige siden jeg som 24-årig var på interrail i Europa og kom igennem Madrid. Her mødte jeg en pige i Retiro-parken i Madrid, og jeg spurgte hende på engelsk, om hun kunne vise mig vej til et toilet. Hun bad mig følge med, og jeg forsøgte at tale med hende i de samtlige 20 minutter, vi gik sammen. 
Men da hun ikke talte engelsk og jeg ikke spansk, blev det til en vandring i ufrivillig tavshed. 
Da jeg kom hjem til Danmark besluttede jeg at lære spansk, og siden gik det slag i slag med en lang rejse til Sydamerika (Ecuador, Peru og Colombia) og derefter et universitetsophold i Oviedo i Nordspanien.
Jeg har læst spansk som hovedfag på universitetet i København og har både undervist voksne og gymnasieelever gennem de sidste 12 år. Jeg har været i Spanien mindst en gang årligt – mest i nord, men også i Madrid, Malaga, Sevilla og Granada.
Den by, jeg dog kender bedst, er nok San Sebastián i Baskerlandet, hvor jeg har deltaget i den internationale filmfestival gennem de sidste 15 år. Efter min mening en af de absolut smukkeste byer i Spanien med sin beliggenhed ved Atlanterhavskysten – byen kaldes også for ’Lille Rio’. Og så er byen også kendt for de overdådige tapas, som her er lidt anderledes og kaldes pintxos. Min store interesse for spansksprogede film har jeg fået afløb for som skribent for blandt andet Weekendavisen og ved kurser på Folkeuniversitetet.
I 1993 blev jeg pilgrim på cykel fra Pamplona til Santiago de Compostela i det vestligste Spanien, og det var en stor oplevelse for mig. Jeg har også været i Nicaragua og Mexico, og jeg er slet ikke færdig med at opleve den latinamerikanske verden med den mangfoldige natur og kultur.

Vis mereVis mindre

Film og debat - Pájaros de verano

Tilmeld