"Jeg elsker både selv at lære og at undervise andre. For mig er læring en fælles proces, hvor alle lærer af hinanden, når vi er sammen i undervisningen. Jeg har undervisningserfaring bl.a. som deltidslærer ved Andalusiens Filmskole i Sevilla og fra 2016 som aftenskole- og gymnasielærer i København og omegn. Desuden har jeg undervist i spansk på folkeskolens 9. klassetrin og været ekstern foredragsholder på bl.a. CBS, hvor jeg har holdt oplæg om forskelligartede aktuelle emner med relevans for det spanske samfund i dag.
Min interesse for især moderne spansk historie kan spores i mine dokumentarfilm, hvor jeg har beskæftiget mig indgående med den spanske borgerkrig og bl.a. interviewet mennesker, der har oplevet krigen på egen krop og ofre for Francos diktatur. I aftenskoleregi har jeg udviklet kurser, der knytter an til de sidste to århundreder i mit lands historie med henblik på at fortolke Spaniens konflikter i dag, herunder konflikten i Catalonien."
Julio anbefaler:
BBC mundo og CNN español, der tilbyder en masse nyheder og korte tv-rapporter med undertekster på spansk.
Filmstriben, hvor du kan finde mange spansksprogede film med danske undertekster.
Netflix, der byder på serier som fx “La casa de papel”, “Narcos”, “Las chicas del cable” eller film som “Den usynlige vogter”.
TVE a la carta, der giver adgang til en masse film, serier og dokumentarfilm med undertekster på spansk.