Sprogundervisning lige om hjørnet

Studieskolens kompetente undervisere kommer til Holte, Farum, Ballerup og Lyngby, så du ikke behøver at tage ind til København.

Efter en lang dag kan det godt føles tungt, hvis man skal bruge en time på at køre ind til byen for at gå til sprogundervisning. Derfor har Studieskolen i samarbejde med LOF-skolen taget initiativ til at udbyde sprogkurser i kommunerne omkring København.

Rossana Soro er underviser på Studieskolens italienskkurser i Holte. Hun er herboende italiener og en erfaren underviser.

”Alle ankommer meget friske til timerne, inklusive underviseren, fordi vi er lige i nærheden,” siger Rossana Soro, når hun bliver bedt om at svare på spørgsmålet om, hvad fordelen er ved at få sin sprogundervisning der, hvor man bor. Hun beskriver italienskkursisterne i Holte som meget seriøse og interesserede.

”Mine italienskkursister har et enormt overskud og et højt niveau, og de vil meget gerne udfordres. Jeg har en fornemmelse af, at deres projekt med at lære italiensk er en stor fornøjelse i deres liv,” fortæller Rossana Soro.

Jette Schibbye har gået til italiensk on and off gennem livet. I dag er hun pensionist og bruger gerne en dag på at forberede sig til sin ugentlige kursusgang hos Rossana Soro.

”I princippet kan man jo bare sætte sig ned og gå i gang selv, jeg har jo masser af tid nu. Men jeg har brug for den struktur, et kursus giver. Der bliver virkelig krævet noget af en, når man kommer til undervisning hos Rossana,” siger Jette Schibbye og tilføjer: ”Og så er jeg så glad for at gå om eftermiddagen, hvor jeg er frisk. Jeg møder så mange søde mennesker på kurset.”

Studieskolen er kendt for sit høje niveau og for sine meget kompetente undervisere. Rossana Soro er ingen undtagelse. Hun er uddannet cand.ling.merc. fra CBS og taler, af naturlige grunde, italiensk som en indfødt. Hun prøver at justere mængden af kursisternes hjemmearbejde, så det kan klares på omkring et par timer, men hun ved godt, at flere af kursisterne bruger langt mere tid på opgaverne, fordi de gerne vil lære.

”Jeg gør alt for, at undervisningen skal føles levende og give kursisterne lyst til at tale. Jeg står over for meget motiverede hold, når jeg underviser i Holte, så jeg finder materiale, der engagerer dem og gør det naturligt at deltage i debatten og kommunikere med hinanden. Mine kursister rejser meget, og vi bruger gerne lidt af undervisningen på at høre, hvad de har oplevet, og hvordan det er gået med at bruge deres italienske ude i det virkelige liv. Det er en dejlig påmindelse om, hvorfor man overhovedet går til italiensk. Det er jo for at komme ud og bruge sproget,” siger Rossana Soro.

Jette Schibbye er netop på vej på ferie til Italien og supplerer:

”Det er sjovt at bruge sit italiensk i virkeligheden og tale med rigtige italienere, men det er en krævende opgave at lære et sprog. Det sander man altså, når man er afsted. Der skal lægges mange timer i det, så man skal helst have det rart imens.”