Menu

Foteini Tsivaki

Foteini er født på den græske ø Lemnos i det nordlige ægæiske hav og har boet i Australien og Grækenland. Hun er universitetsuddannet i både græsk sprog og filologi og engelsk sprog og litteratur, og hun har desuden en MA i Anvendt lingvistik fra Athens Universitet.
Foteini elsker alt omkring sprog og har mange års erfaring med at undervise i nygræsk og engelsk både i Athen og i København, som hun flyttede til for otte år siden.
Hun synes, at det skal være en glæde at lære et nyt sprog, derfor prøver hun altid at gøre undervisningen sjov og spændende.

Foteini anbefaler:
Sted

"En gåtur i de hyggelige områder i Athens centrum som for eksempel Plaka og Koukaki. Selvfølgelig er Akropolis og dets nye museum altid et besøg værd. Strandene med krystalklart vand på Lemnos og Andros og på enhver anden græsk ø i det blå ægæiske hav."

Litteratur
"Klassikere af forfatteren Nikos Kazantzakis, digte af Manos Eleftheriou, men også litteratur af nyere forfattere som Ioanna Karystiani og Rea Galanaki."

Musik
"Manos Hatzidakis himmelske musik taler altid direkte ind i sjælen, mens en nyere sangerinde som Eleftheria Arvanitaki får stemningen helt i top."

Mad
"Det er svært at vælge favoritter, men jeg anbefaler ‘revithada’ på øen Sifnos, lækre ‘hortopites’ og spicy ‘spetzofai’ i den nordlige del af landet, eller de velduftende mandelkager ‘amygdalota’ fra de græske øer - altid med en god kølig Moshofilero vin eller en varmende rubinfarvet Mavrodafni."