Menu

Barbara C. Christensen

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted, et stykke dansk musik eller en dansk kunstner. Her kan du se, hvad Barbara anbefaler.

Har du et yndlingssted i København?
”Jeg bor i bydelen Vesterbro i hjertet af København. Ofte cykler jeg rundt både i min arbejdstid og i min fritid. København er en middelalderby med mange kulturelle tilbud.
Dansk Arkitektur Center (DAC) er et museum, der ligger i bygningen BLOX tæt på Det Kgl. Bibliotek. DAC har skiftende udstillinger om byens arkitektur, både den moderne og ældre arkitektur i København kan du lære om på museet.
De ansatte er arkitekter og tilbyder rundvisninger både på dansk og engelsk. Øverst i huset ligger en dejlig restaurant, hvor man kan nyde udsigten over byens tårne og få en dansk frokost.”

Hvilke københavnske biografer kan du lide?
”København har både biografer, der tilbyder mainstreamfilm og biografer, der tilbyder smalle film. Mainstreamfilm finder du i Cinemaxx, Palads og Imperial, som har imponerende lydanlæg.
Personligt foretrækker jeg smalle film, det kan fx være europæiske film, nordic noir eller franske film. Grand Teatret på Mikkel Bryggers Gade 8 tilbyder denne type film. Biografen ligger på en sidegade til Strøget, og her er også en café, hvor man kan drikke en kop kaffe eller et glas vin og spise et måltid, mens man hygger sig.
Ved Kongens Have på Gothersgade ligger Cinemateket. Her har man mulighed for at se månedens film, der er typisk et tema hver måned. Mange af de smalle film, der vises i Cinemateket, er engelsksprogede og uden undertekster. Restauranten SULT tilbyder dejlig mad.”

Har du et yndlingssted uden for København?
”Når jeg tager ud af byen for at opleve naturen, så holder jeg af at ro kajak. Man kan fx leje kajakker på kajakhotellet eller ved Mølleå nord for København. Det er en god idé, at man undersøger vejret, før man tager afsted.
Om vinteren bader jeg i Isefjorden. Jeg er vinterbader og medlem af en vinterbadeklub i Hundested i Nordsjælland. Når man vinterbader, går man i sauna bagefter.
Det er den bedste medicin mod vinterdepression.”