Auricia Tama-Sweet kom til Danmark fra USA for to år siden. Hun underviser i engelsk på Studieskolen og er vild med sit arbejde, sin cykel, Københavns parker og med at betale en hel masse i skat.
Auricia Tama-Sweet mener selv, hun fik rejsuenza - the traveller-bug, som hun siger - fra sin mor, der som noget ret usædvanligt for den generation af amerikanske kvinder slog sig ned i Libanon i fire år og i øvrigt som stewardesse susede mange gange rundt om jorden. Auricia har boet mange steder i USA, senest i Oregon, stillehavsstaten mellem Californien i syd og Washington i nord. Hun har rejst i Sydamerika og senest har the bug altså bragt hende til Danmark. Allerede som 17-årig rejste Auricia til Kina, hvor hun kom til at undervise små børn i engelsk. Ganske små børn helt ned til tre år.
”Det var i et velhaverområde. Kineserne kan have en tendens til at ville det ene barn, de har lov til at få, det for godt. Nogle af de her småbitte børn blev sendt til skolen af deres forældre, der boede længere væk, så de boede på kostskole, fra de var tre. Det er meget hårdt for små børn. Undervisning i engelsk af så små børn, der jo ikke engang kan deres eget sprog, foregår med en blanding af bevægelse og ord,” forklarer Auricia. Noget med at sætte højre fod frem og så tale eller synge om the right foot samtidig. Hun fik selv lært nogle få ord på mandarin, men det er kun tre-fire ord, der er blevet hængende. Den er god nok, den der med at amerikanere som hovedregel ikke kan fremmedsprog. Der er selvfølgelig også en vittighed til at illustrere det:
What do you call a person, who speaks three languages? Trilingual
What do you call a person, who speaks two languages? Bilingual
What do you call a person, who speaks one language? American.
Kursister fra alle steder
Interessen for andre mennesker og for at møde mange kulturer, der i første omgang fik Auricia til at uddanne sig i antropologi, har hun også med sig, når hun underviser i engelsk på Studieskolen.
”Danskerne har jo haft engelsk i skolen alle sammen og har også det store forspring, at de hører engelsk hele tiden i musik og film. Så på begynderniveauerne i engelsk er der ikke så mange danskere. Jeg har kursister fra Ungarn, fra Italien, fra Iran, fra alle mulige steder. Flest fra Europa tror jeg. På nogle af vores intensive engelskhold ses vi tre timer om dagen tre gange om ugen. Det er meget tid at tilbringe sammen, og det betyder også, at der opstår venskaber mellem kursisterne. Og også mellem mig og kursisterne. Jeg engagerer mig meget - måske fordi jeg også selv er forholdsvis ny i Danmark. Nogle gange, hvis vi efter ferieplanen egentlig ikke skulle have timer, så mødes vi alligevel og drikker kaffe og snakker.”
Dansk er svært, men kinesisk er værre
Auricia Tama-Sweet deler skæbne med sine kursister på den måde, at hun selv er i gang med at lære et fremmedsprog. Endda et svært et, nemlig dansk. Auricia har fulgt kurser i dansk for udlændinge på Studieskolen i de to år, hvor hun også selv har undervist.
”Jeg har tilbragt stort set hele mit liv her på skolen, mens jeg har boet i Danmark. Når jeg ikke selv underviser, går jeg til dansktimer. Det er ikke meget, min mand har set til mig,” griner hun. Dansk er nu det fremmedsprog, hun kan bedst. Derefter kommer spansk. Og så de tre ord på mandarin, selvfølgelig. Som så mange andre synes Auricia også, at det sværeste ved at lære dansk er udtalen. At der er så langt fra skriftsprog til talesprog.
”Jeg læste for ikke så længe siden, at danske børn også er længere om at lære at læse end børn i for eksempel Sverige eller Italien. Simpelthen fordi der er så stor forskel på, hvordan et ord skrives, og hvordan det udtales. Men kinesisk er nu stadig meget sværere,” griner Auricia.
Job på en uge
Fordi hun rejste til Guatemala, endte Auricia Tama-Sweet i Danmark.
”Jeg var på et ophold i Guatemala, hvor jeg blandt andet underviste et hold iværksætterkvinder i business-engelsk. Der traf jeg så en dansk fyr, der rejste rundt i Sydamerika, og så endte det altså med, at jeg blev gift med ham og kom til Danmark. Inden jeg rejste til Danmark, tog jeg en læreruddannelse i USA, netop med henblik på muligheden for at kunne komme til at undervise i engelsk i Danmark. Jeg har altid haft interessen for at undervise, men efter min oplevelse i Kina med de hårdt pressede børn kunne jeg mærke, at det nok var voksne, der skulle være min målgruppe. Da jeg så kom til Danmark, var jeg utroligt heldig. Jeg havde brugt fire måneder på at få et CPR-nummer, og så var jeg til et arrangement i The American Women’s Club her i København, og den første, jeg møder i døren, er Michelle Pøhls, der underviser på Studieskolen, og hun sagde med det samme, at skolen manglede en engelsklærer. Ugen efter var jeg ansat.
Cykler, parker og mere skat
For amerikanske Auricia er det en drøm med de mange cykler i København. Hun synes også, byens mange parker er vidunderlige, og så er hun klar til, modsat sin danske ’much more american’ mand, at betale endnu mere i skat, fordi hun synes, man får meget for skattekronerne. The welfare, som hun siger. Hun har bestemt planer om at blive på Studieskolen lige til pensionen og har kun ros til både skole og kursister.
af Benedicte Christiansen