Ida Auken er toppolitiker og sprogmenneske. I sit 38-årige liv har hun fordybet sig i adskillige sprog, som hun kan på lidt forskelligt niveau og har lært på forskellige måder. Hun kan lide at udtrykke sig og nyder den nærhed med andre mennesker og deres kultur, som bliver mulig, når man taler deres sprog.
Sig ordet ”I-li-si-ma-tu-sar-fik”. En sjov lille sløjfe af ligefremme lyde. Sat sammen bliver de dog noget af en tongue twister. De betyder såmænd bare ”Grønlands Universitet”. Ida Aukens far, sprogforskeren Erik A. Nielsen, var på Grønland og arbejde, dengang Ida Auken var lille, og da han kom hjem, stod der ”Ilisimatusarfik” på hans trøje. Ordet er blevet i hendes altid sprogadrætte hjerne lige siden og kommer helt naturligt ud af hendes mund.
”Jeg har altid været fascineret af fremmedsprog og havde meget tidligt lyst til at lære, hvad der blev sagt på sprog, jeg ikke forstod. Jeg har en erindring om at råbe til mine forældre, hvad det og det betød, når der blev talt engelsk i fjernsynet. Og det må jo have været, før jeg har kunnet læse,” fortæller Ida Auken på sit kontor i Provianthuset på Christiansborg. På væggene hænger plakater med J.F. Kennedy og Obama i danske Wegner-stole. Alt ånder internationalt udsyn fra en sikker dansk rod.
”Når vi havde gæster fra udlandet derhjemme, insisterede jeg altid på at kommunikere med dem på deres sprog. Også når jeg ikke kunne særlig meget. Jeg har altid haft en drift mod at kommunikere og forstå mennesker og deres kultur. To dage i Rusland, og så kan jeg det kyrilliske alfabet og går rundt og læser. Jeg har sådan en krydsogtværshjerne. Det er så sjovt at knække koder, synes jeg. Og jeg bliver så optaget af at sammenligne de sprog, jeg kan. Jeg elsker at associere mig frem, når jeg lærer nye sprog.”
Klarheden i sprogets struktur
Sprog er ikke bare en hobby for Ida Auken. Når hun skal have rigtig fat om et politisk emne, går hun gerne ind via ordenes konkrete betydning. Ida Auken er meget optaget af cirkulær økonomi, og tag nu hele diskussionen om deleøkonomi med alt, hvad det indebærer af Uber taxi og Airbnb. Hvad skal en erhvervs- og iværksætterordfører nu mene om det? Ida Auken begynder arbejdet med at se på ordet dele. Hun tager fat i Oxford Dictionary for at finde ud af, hvor ordet ’sharing’ kommer fra. Ordbogen fortæller hende, at det kommer af det oldnordiske ord skari, der betyder afskåret, at skære over eller skære skiver af noget.
”Aha, tænker man så. Det var altså noget med at skære byttet i to, tage sin halvdel og løbe sin vej. Først langt senere får ordet de konnotationer, som vi kender i dag, om fællesskab og om at eje noget sammen, når man deler. Den slags opklaringsarbejde i sproget kan give mig megen inspiration. Det er ikke altid, jeg fortæller det videre, når jeg skal tale politik, men det giver mig et overblik, og jeg bruger al min viden om sprog i det arbejde,” fortæller hun.
Dagen før vi mødes, har Ida Auken været ude og fortælle en sjetteklasse om deres ’seksuelle og reproduktive rettigheder’. I forberedelsen har hun taget udgangspunkt i det at gøre det intime (intim = det inderste) til noget alment (almen = vulgært). Hun fortalte ikke sjetteklassen det på den måde, men det lille udredningsarbejde gav hende selv klarhed, så hun kunne forklare, hvad der sker, når man lægger et billede, som ens kæreste måske har sendt til en i al fortrolighed, ud så alle kan se det.
Det skaber, hvad det nævner
For Ida Auken er det helt almindeligt at gå til værks på denne sprogorienterede måde. Hendes mor, Margrete Auken, er præst, og Ida Auken er selv teolog, så hun citerer Grundtvig med stor selvfølgelighed.
”Ordet skaber, hvad det nævner, siger Grundtvig, og det tror jeg virkelig på. Sprog er formative. De former os, og derfor er det afgørende, hvad vi kalder tingene. Det er også supervigtigt i politik. Det kan betyde alt for, hvordan man arbejder med en sag.”
Herfra ryger samtalen ud ad tangenter for: Hvad nu hvis den omstridte betalingsring omkring København var blevet kaldt det grønne bælte. Eller hvis heldagsskolen var blevet lanceret som helhedsskolen… Tilbage på sporet fortsætter Ida Auken:
”Fordi sprog i så høj grad er med til at danne os som mennesker, mener jeg også, at det er rigtig vigtigt, at børn har fremmedsprog tidligt. Der følger så meget godt med, når man lærer sprog. Dels er det jo videnskabeligt bevist, at det udvikler ens hjerne at lære sprog. Men alle de kulturelle koder, der ligger i et sprog, er en gave, der hjælper en til at navigere i verden. Det er en proces at knytte sig til et nyt sprog og dets tonalitet. Jeg tror på, det er udviklende på en meget vigtig måde.”
En skattekiste
Man bliver helt rørt, når Ida Auken taler om sit forhold til de sprog, hun kan. Hun tænker på dem som en skattekiste.
”Sprog ruster jo, når man ikke bruger dem. I lange perioder ligger de og er skatte, man ikke rører, men så er man ude og rejse eller har brug for dem i en eller anden sammenhæng, og så lærer man noget og putter nye ord og vendinger i kisten. Det gør mig så glad, hver gang jeg pudser mine sprog af og shiner dem op.”
Halvt på ryggen, halvt på skolebænken
Ida Auken har lært de fleste af de sprog, hun kan, i en blandingsform bestående af skolegang – ikke nødvendigvis særlig stræbsom – og ude i virkeligheden, på ryggen som man kalder det i fagkredse.
”Det er kun oldgræsk, latin og hebraisk, jeg virkelig har terpet. Det er såkaldt døde sprog, og man har dem på første del af teologistudiet. Der er ikke rigtig nogen vej uden om at sætte sig ned og få dem lært. Jeg kan heldigvis godt lide sådan nogle nørdede processer, og bagefter har man utrolig stor glæde af at kunne disse gamle, klassiske sprog, fordi de er så grundlæggende i forhold til andre sprog,” fortæller Ida Auken. Hun har boet et år i Berlin i forbindelse med sit teologistudie, og det krævede også en indsats at få lært tysk på et niveau, så hun kunne læse filosofiske tekster og få det hele med, men det lykkedes.
Sprog og karriere
Da Studieskolens udsendte spørger, om hendes mange sprogkundskaber har fremmet hendes karriere, trækker hun lidt på det.
”Altså jo… Det er ikke noget, man får mange points af danskere for, men jeg har selv i mødet med politikere i udlandet haft stor glæde af det. Jeg har fx engang siddet i møde med den tyske miljøminister Peter Altmaier i en situation, hvor Danmark var fuldstændig afhængig af hans støtte. Det lykkedes først at få den, da jeg slog over i tysk. En anden gang var jeg stand-in for Helle Thorning ved en Østersø-konference. Angela Merkel havde ikke sin tolk med, hvilket hun ikke kunne lide, for hun går meget op i at formulere sig præcist. Så endte jeg med at sidde og fodre hende med de rette gloser. Den slags er da sjovt. Tyskerne er ikke særlig vilde med at skulle forhandle på engelsk, så i den sammenhæng nyder jeg godt af mine sprogkundskaber. Det er vigtigt at kunne putte liv og sjæl i det, man siger – især for en politiker.”
Af Christa Leve Poulsen