Menu

Annachiara La Manna

Annachiara La Manna
Annachiara er født og opvokset i Irpinia, en bjergrig region i Campania, og hun har en sproglig og kulturel identitet, som går langt ud over middelhavsstereotyperne. Faktisk gør det regnfulde, snerige klima hende til en værdig indbygger i København!
Annachiara har en kandidatgrad i tolkning og oversættelse fra Rom og har arbejdet i flere år som universitetslektor og konferencetolk. Hun elsker sprog og kommunikerer flydende på engelsk, fransk og endda italiensk tegnsprog. Hun brænder for lingvistik og studier om nonverbal kommunikation og følelsesmæssig intelligens.
Hun tror fuldt og fast på, at det at lære et sprog ikke kun handler om at tilegne sig grammatiske regler og gloser, men især om at møde nye mennesker og lære dem bedre at kende... Og det har en helt anden effekt, når man gør det på deres sprog!
 Annachiara er også meget aktiv, og hendes yndlingssport er judo, som hjælper hende med at "dekomprimere" stress og opfordrer til refleksion. Sidst men ikke mindst laver hun også brød og pizza med sin egen surdej, som hun selv har skabt.

Annachiara fortæller:
"Hvis du vil lære italiensk, så dyrk en passion, der har med Italien at gøre. Det kan være alt fra madlavning til film, kunst eller andet. Ægte interesse er den stærkeste motor til at lære et sprog!"

Annachiara anbefaler:
Sted: ”Testaccio-markedet i Rom. Et autentisk sted fyldt af aromaer, smag og traditioner, hvor du kan opdage den ægte sjæl i det romerske køkken og kultur. Mamma mia, hvor har jeg spist meget der!”
Musik: ”Ennio Morricone. Lyt fx til hans lydspor til "Nuovo Cinema Paradiso". Det er umuligt ikke at græde! Niccolò Fabi. Lyt til albummet "Tradizione e Tradimento", hvor du vil finde akustiske og elektroniske lyde, der blander sig elegant med hans stemme og ordvalg.”
Mad: ”Jo enklere retten er, jo bedre smager den, det er hovedreglen i traditionel italiensk madlavning. Derfor anbefaler jeg, at du prøver "tonnarelli cacio e pepe" mindst én gang i dit liv. En ret fra det romerske køkken, som kun indeholder romersk pecorino-ost og sort peber. En enkel og sublim smag, cremet og frisk på samme tid!
Eftersom jeg ikke glemmer min oprindelse, anbefaler jeg, at du slutter måltidet af med den napolitanske "pastiera". Nu spiser man den i hele Campania, og det er en unik dessert, der dufter af forår og smager helt fantastisk. ”
Film: "La grande bellezza" (2013). Den er instrueret af Paolo Sorrentino og er den sidste italienske film, der har vundet en Oscar for bedste fremmedsprogede film i 2014. Den fortæller om det italienske samfunds dekadence i et Rom, der er præget af både ekstraordinær skønhed og menneskelig middelmådighed.”