Foredrag: Bergamasco – en særlig italiensk dialekt

Date
02.10.2026
Price
DKK 195
Start 02.10.2026
Lessons 2
Event no.: 1480-26
 
Location Borgergade 14, 1. floor
Price DKK 195

Mange hundrede års kultur og sprog, langt fra standarditalienskAm fai quater ciacole 'n bergamasc? Lyder det som rent volapyk? Så kom med til dette foredrag, og bliv klogere på det sprog, man traditionelt taler i den del af Lombardiet, der strækker sig mellem Adda- og Oglio-floderne: bergamasco. De tidligste vidnesbyrd om dette sprog stammer fra middelalderen, og det dukker konstant op gennem århundrederne.

Bergamasco har altid været et talesprog, men det fandt også sin beskedne plads i litteraturhistorien: vidste du, at to af de kendteste masker i Commedia dell'arte, Arlecchino og Brighella, talte bergamasco? At der findes en komplet oversættelse af det store digterværk Gerusalemme Liberata på bergamasco fra slutningen af 1600-tallet? Eller at der i 1970’erne blev indspillet en film kun på bergamasco, som ved filmfestivalen i Cannes i 1978 fik Den Gyldne Palme som festivalens bedste film?

Hør mere om det hele fra vores underviser Enrico Tolotti, som selv taler bergamasco. Han viser dig også de væsentligste sproglige træk, der adskiller bergamasco fra italiensk, og han fortæller om det "nye" liv, som bergamasco lever i dag, hvor stort set alle italienske dialekter er stærkt på retur grundet det massive pres fra standarditaliensk. Du kommer helt sikkert til at få en dybere forståelse af historiske, kulturelle og sproglige forhold i Italien, som man ikke så ofte hører om.

Enrico holder foredraget på letforståeligt italiensk, og hvis det er nødvendigt, oversætter han til dansk.
Vi serverer et glas vin i pausen, som er inkluderet i prisen.

Det foregår:
Fredag den 2. oktober 2026, kl. 16.00-18.00
Studieskolen, Borgergade 14, 1. sal, aud. 127

Enrico Tolotti

Enrico kommer fra en landsby i Bergamo-området, der hedder Martinengo. Hans største lidenskaber er sprogvidenskab, fremmedsprog og litteratur. Hans fascination startede, da han læste græsk og latin i gymnasiet, og blev yderligere næret af et cand.mag.-studium i skandinaviske sprog (med særligt fokus på dansk) og lingvistik. Lige nu fortsætter han studierne på Københavns Universitet.

Enrico elsker at læse gode ’sære historier’, gå en tur med hundene eller dyrke judo for at få afløb for stress og tanke ny energi.

Enrico anbefaler:

Sted: "Pesten i Bergamo er så godt som overstået. Så tag endelig og besøg byen (især den gamle by – Città Alta): gå en tur langs de venetianske murer (ved du, hvad Venedig egentlig har at gøre med Bergamo?) og far vild i det pragtfulde virvar af smalle, middelalderlige stræder."

Bøger: "Libro bianco af Piero Scanziani. For alle dem, der gik glip af retssagen mod Adam og Eva."

Mad: "Befinder man sig i Bergamo-området, så skal man altså smage casoncelli (casonsèi på dialekt), selvom de faktisk er ret populære i hele Lombardiet, hvor de laves ifølge forskellige opskrifter. I bund og grund er casoncelli en ret bestående af frisk pasta fyldt med en kødfars. De serveres med smeltet smør og revet lokalost ovenpå samt noget pancetta (tidligere kom man lidt lardo i i stedet for). Casoncelli har en hævdvunden plads i områdets kulinariske tradition: bare tænk, at de allerede nævnes i digterværket Baldus fra det 16. århundrede!"

Show moreShow less

Foredrag: Bergamasco – en særlig italiensk dialekt

Register