Vigga faldt for Italien

Vigga Bro
Gennem tre sæsoner har skuespiller og instruktør Vigga Bro sammen med sin mand, komponist og kontrabassist Erik Moseholm, fulgt Studieskolens intensive sommerkurser i italiensk. Hun nyder den udbredte italienske sans for drama i hverdagen og sætter nobelprismodtager Dario Fo højt blandt sine kunstneriske ikoner. Hvert år i december og januar bor parret i den lille by Cori syd for Rom.

af Benedicte Christiansen

Hvorfor valgte I Studieskolen?
Vi fik skolen anbefalet af en bekendt, der har gået til fransk, og så passer det os godt med et intensivt kursus fire dage om ugen i en måned. Det er morsomt, fordi ordene ikke v i l komme rigtigt ud af munden, og man dummer sig hele tiden. Vi tænkte først, at sproget nok ville komme svævende til os helt af sig selv, når vi boede i Italien. Det gjorde det ikke. Men nu kan vi svøbe de rigtige ord om, når vi går ud og handler, vi kan føre lange samtaler spædet op med fagter, og når vi er i Cori, tager vi hver dag ordbogen under armen og vandrer til torvs for at udtyde dagens avis, La Repubblica, over en caffè macchiato. Så bunden er lagt nu, og vi er meget tilfredse med Studieskolen.

Hvad fik jer til at købe hus i Italien?
For omkring 10 år siden fik Erik lokket mig med til Siena, hvor han skulle på konference. Jeg gad slet ikke tage til Italien, for jeg vidste hvordan det ville gå. Siena gjorde det ganske vist ikke af med mig, men vi endte med at tage to overnatninger i Rom, og så gik det nøjagtig, som jeg vidste, det ville: jeg var helt solgt!
 For at føje spot til skade blev vi inviteret med af en ven til at spise hos en italiensk familie, der havde det mest bedårende hus i den her lille by. Husets frue var slank som en lilje, børnene usandsynligt kønne og udsigten over olivenlundene slet ikke til at stå for. Det var et rent og skært komplot, og enden på det blev, at vi også måtte have sådan et hus.

Hvordan er jeres by?
Cori ligger på den første kæde af Lepinerbjergene (Monti Lepini, en udløber af Appeninerbjergkæden, der strækker sig 1.200 km ned gennem Italien, red.). Det er meget smukke, hvide bjerge, og mange af dørtrinene i Cori er i den lokale, helt silkeglatte sten.
Byen er bygget op ad bjerget, så der er trapper alle vegne og så stejlt, at vi kan gå lige fra vores terrasse ud på nabohusets tag.
Alligevel lykkes det coreserne at køre deres biler selv op ad trapper. Der er et sindrigt parkeringssystem, hvor man skal indplacere sig efter hvem, der skal først ud igen næste morgen. I klart vejr kan vi lige ane Rom mod nord og havet som en sølvstribe i horisonten.
 Vi har en meget søgt slagter i byen med egen gård og opdræt, hvor man udover at købe det bedste kød også kan opleve storslåede forestillinger.
Der var en ældre kvinde, som lavede en mægtig scene, fordi en anden havde set sit snit til at snyde foran i køen, og højdepunktet var, at hun, efter en grandios sortie, glædestrålende stak hovedet ind gennem dørforhænget igen for at sikre sig applausen.

Det bedste og det værste ved at bo i Italien?
Det er fantastisk, at alt går i stå hos købmanden for at finde ud af, hvad det er, damen skal have, når jeg står dér og ikke kan huske, hvad svesker hedder på italiensk. En utrolig hjælpsomhed, der også viser sig, når vores grønthandlerdame bringer udbryderbarnebarnet på springtur hjem til os, og når italienske mænd med stor iver løber op og ned langs bilkøen den ene dag om året, der er isslag og deraf følgende kaos, for at forklare hinanden, og ikke mindst mig, hvordan man skal forholde sig i en sådan ekstraordinær situation. Mindre yndigt er det at lave aftaler med håndværkere om at komme mandag, hvor de ikke kommer, men ’certamente’ lover at komme tirsdag og reelt kommer fjorten dage efter. Havde vi i det hele taget vidst, at det skulle tage fire år at få skøde på vores hus, havde vi vel ikke orket. Der er ikke papirer på halvdelen af de gamle huse, så huskøb kræver underskrifter fra alle tænkelige slægtninge og retsinstanser. Manden, vi købte af, havde en søster i Argentina med et brækket ben, der ganske afholdt hende fra at skrive under på noget som helst. Det gik der så også nogle måneder med, men det sidste halvandet år lå skødet bare hos retten i Napoli og ventede på et stempel.

Italienske kunstnere, du vil fremhæve?
Dario Fo betyder meget for mig. Jeg har sat flere af hans stykker i scene her i Danmark, og især Mistero buffo (Komisk mysterium. Monologforestilling om bibelske personager, paver og helgener på glatis, red.) har inspireret mig. Historiefortælling er en raffineret kunst, og Fo mestrer den frem for nogen. Helt alene på scenen uden rekvisitter og kulisser til at stjæle magien evner han med sine historier at plante billeder i folks hoveder. I ’forvandlingskuglerne’ som min kollega Anne Marie Helger siger. Han er en blændende artist.

Vigga Bro kan i februar og marts 2010 opleves sammen med Anne Marie Helger i forestillingen Primadonnanykker på Gladsaxe Ny Teater.
Læs mere på www.vigga.dk.