"Tungen skal ned i muldet"

Thomas Skov
Til august udkommer seks grammatikfilm, som Studieskolen har lavet i samarbejde med www.sproget.dk. Det er seks små film, der handler om dansk grammatik. Det er nemlig meget nemmere at lære et fremmedsprog, hvis man kan sit eget sprogs grammatik. Filmene har form af undervisningssituationer, hvor en typisk ”elev” sidder i klassen sammen med læreren. Denne elev er Thomas Skov Gaardsvig, der fra TV er kendt som en nysgerrig person med et ofte lidt finurligt sprog.


Da Thomas Skov gik i skole, lærte han selvfølgelig grammatik i sprogundervisingen. Men grammatikken haltede en lille smule, indtil han måtte tage sig sammen, da han begyndte på journalisthøjskolen.
”På journalisthøjskolen var jeg nødt til at tage mig sammen og lære det hele, alt det om kommatering og den slags. Det var ikke, fordi jeg ikke havde lært det i skolen, men dengang tænkte jeg, at det behøvede jeg da ikke at lære, og jeg syntes ikke, det var spændende, derfor interesserede jeg mig ikke så meget for det.”
Under indspilningen af grammatikfilmene fik Thomas Skov sat mange ting og begreber på plads. ”Jeg har fået genopfrisket meget af det, jeg har lært tidligere. Men der gik også ting op for mig i løbet af projektet! Alt det med ordklasser og sætningsled, det står klarere for mig, og nu hænger det sammen”.

Tungen ned i muldet
Thomas Skov mener ikke, man kan lære et sprog rigtigt ved bare at sidde på en skolebænk. ”Når man lærer et sprog, så er det meget med at sidde ned og lytte og lære – sådan husker jeg det i hvert fald. Læreren fortalte, at det her ord betyder det her, og du kan bruge det sådan og sådan. Men man lærer nu meget mere ved bare at gå ud og bruge det. Jeg har prøvet at flirte lidt med spansk, og dengang var det da fint nok at sidde i et lokale og prøve at sige en masse ord, men jeg lærte i virkeligheden meget mere de uger, jeg var i Mexico og Barcelona og bare brugte det. Man skal have tungen ned i muldet!”
Og det behøver ikke være korrekt det hele. ”Jeg kender godt den der følelse af ikke rigtig at turde sige noget, fordi man er bange for at sige noget forkert. Men når man står i et fremmed land og er grebet af stemningen, så siger man det bare, så bruger man bare sproget, og så lærer man mere”.

Mange sprog på ønskelisten
Thomas kan tale engelsk og tysk til husbehov. ”Jeg kan bestille et værelse på tysk og måske en øl og noget surkål, men jeg vil ikke sige, at jeg kan tysk, jeg kan nogenlunde begå mig. Så har jeg som sagt flirtet lidt med spansk på et tidspunkt, men det er aldrig rigtig blevet os to, men det kunne det blive.” Thomas er begejstret for spansk, for, som han siger, så er det for det første et sprog, man kan bruge rigtig mange steder, og for det andet synes han, det er et flot sprog. ”Det lyder fantastisk, når de skælder ud på spansk. Der er noget med det der temperament, det lyder så fedt!”
I grammatikfilmene siger Thomas, at han gerne vil lære alle sprog i hele verden. Der er en flig af sandhed i det, for Thomas synes, at det kunne være fantastisk at lære en hel masse. ”Hvis jeg skal lære nye sprog, så ville jeg starte med at lære spansk, så ville jeg lære fransk og bagefter italiensk og så ville jeg se, hvor langt jeg kunne komme med det. Hvis jeg skulle lære endnu mere, så skulle jeg lære portugisisk, så jo, jeg kunne godt forestille mig at lære endnu mere.”

Sproget som værktøj
I sine tv-programmer er Thomas Skov meget bevidst om sproget. ”Man kan sige, at uden sproget ville det blive nogle frygtelig kedelige programmer, jeg lavede. Så jeg bruger selvfølgelig sproget som værktøj til at kommunikere det, vi gerne vil fortælle, men så bruger jeg det også på en måde, hvor jeg ved at spørge på forskellige måder kan hente sjove kommentarer og sjove øjeblikke ved at vende sproget om”.
”Det bedste eksempel er nok på et tidspunkt hvor jeg lavede Det nye talkshow. Det handlede meget om at skynde sig at hente nogle hurtige grin, og det kunne man gøre ved hjælp af sproget, fx ved at bruge nogle talemåder og vende dem om. På et tidspunkt var jeg inde på Borgen for at interviewe politikerne, og så kommer Pia Kjærsgaard gående, og jeg skynder mig at sige ”Pia, Pia, har du tid til et spørgsmål?” Pia siger ”ja”, og jeg siger: ”Hvad vil du spørge om?” – og det er jo at bruge sproget og vende det. Det var virkelig sjovt, og når det lykkes, så opstår der noget helt unikt.”

Nye ord skal lære at stå på egne ben
Det er ikke noget nyt, at Thomas Skov synes, det er sjovt med sprog. Også da han var yngre, var han optaget af det sproglige. ”Det er noget, der bare er der, fordi jeg altid har syntes, det var sjovt med sprog, og da jeg var yngre, var min yndlingsbog en slangordbog, den var sjov at ligge og læse i. Ikke hver dag men en gang imellem fandt jeg den frem.” Dengang var det udtryk som bred ymer, der var på mode, og af de ”frække” slangudtryk husker Thomas ynglekæppen.
Thomas’ slangordbog er efterhånden 15 år gammel, og der er sket rigtig meget med slang, så han tror, at hvis han fandt den frem – og han har den stadig derhjemme – så ville det være historielæsning, for nogle af udtrykkene er helt forældede nu. ”På den anden side kunne de komme igen, hvis jeg begyndte at tage dem op, det kunne være meget sjovt.”

Fascinationen af sproglige finurligheder har Thomas stadig, også når det gælder nye udtryk. ”Jeg er vild med nye udtryk. Hvert år kommer der en liste med ”de udtryk er blevet tilføjet i år”, jeg synes det er sjov læsning. Et udtryk som ”øvdag” er et udtryk, der lige er kommet op – det er et godt udtryk, vi kender det alle sammen. Det er fedt at se et ord blive født, det ord skal lære at stå på egne ben.”

Dansk er ikke i fare
Mange mennesker mener, at det danske sprog er i fare, og at det er blevet forfladiget og på vej til at blive ødelagt. Det er Thomas ikke enig i. ”Nej jeg synes ikke det er blevet ødelagt, men det er jo klart, at det er noget andet nu end det var for 10, 20 50 år siden – og det vil det også være om 10, 20, 50 år. Men det synes jeg ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Sprog skal udvikle sig.”


Af Susanne Gram Larsen