Menu

Anne Sofie Wolff

Vi har spurgt vores undervisere, om de har en særlig anbefaling, når man skal opleve København. Her kan du se, hvad Anne Sofie anbefaler.

Anne Sofie Wolff
Hvad kan du bedst lide ved København?
"Jeg elsker det København, som en af mine yndlingsforfattere, Søren Ulrik Thomsen, er optaget af. Det er egentlig ikke nogen bestemte steder, men snarere byen set gennem et lidt melankolsk blik. Ikke forfaldet eller det nedslidte som sådan, men hverdagens København, de almindelige menneskers liv. Alt det, der ikke fremstår så nyt eller pænt. Det er synet af de gamle mennesker, der nærmest ikke er i byen længere, og af butiksfacader fra svundne tider. Det, der hastigt forandrer sig til det lækre og lidt mondæne.
Men der er stadig masser af steder tilbage, hvor man kan finde det lidt mere ordinære eller rå.
Tag på opdagelse i byens afkroge. Far vild i byens mindre kendte dele. Drej ned ad gaderne uden alverdens fristelser. Stig på en tilfældig bus og se, hvor du ender."