Menu

Annemette Skot-Hansen

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted eller et stykke dansk musik. Det kan også være en dansk forfatter eller kunstner. Her kan du se, hvad Annemette anbefaler.

Hvad er dine yndlingssteder i og uden for København?
”Jeg bor lidt uden for dejlige København. Når jeg og min familie har rygsækken på og går rundt i byen, får jeg altid den samme oplevelse af en, på én gang, både lille og stor multikulturel hovedstad, i gang med at modernisere sig med tiden midt i det historiske og hyggelige, som bare får lov at stå. Det er fx en lille oplevelse at komme i Grand Teatret, og på en lun dag kan man sidde ude med sin kaffe og mærke den stille myldren fra livet i Mikkel Brøggers Gade, inden filmen begynder.
Planetariet, som både viser film og udstillinger, er også meget interessant for hele familien, og det enorme kuppellærred er virkelig imponerende. Det er altid sjovt og lærerigt at høre om stjernehimlen, som den tager sig ud lige nu – det er til evig fascination og sætter virkelig gang i refleksionerne, synes jeg.
Vil vi ud i naturen, holder vi af at pakke bilen og fx køre over på den anden side af Sjælland til Asnæs eller Røsnæs. Her er gode vandremuligheder, og man kan blive blæst igennem.”

Har du nogle danske yndlingskunstnere?
”Musikmæssigt lytter jeg rigtig gerne til Carpark North, men også til det nu opløste Nephew med fantastiske Simon Kvamm i spidsen, som også bør opleves som skuespiller. Ligesom satirikeren Frederik Cilius alias Kirsten Birgit, der skælder ud på danskerne i sine vidunderlige nytårstaler. Det sproglige niveau, han (/hun) lægger her, er enestående og virkelig sjovt.”