Menu

Trille Hassager Petersen

Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted, noget dansk musik eller en dansk kunstner. Det behøver ikke være i København. Her kan du se, hvad Trille anbefaler.

Jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at tage en tur ud i Danmark!
Man kan fx starte ved Vesterhavet. Ved Vesterhavet kan man virkelig mærke hav. Ikke bare et lavvandet sund som Øresund, - nej, et rigtigt hav! Hent heeelt friske fisk hos fiskerbådene nede på stranden - friskere fås en rødspætte ikke.
Tag til Lønstrup, find vejen mod Hjørring og stop ved keramikcaféen Møllehuset ved Vennebjerg. De har glimrende (og mange slags) kage og en fantastisk udsigt over til Rubjerg Knuder.

Søhøjlandet - Himmelbjerget, Gudenåen og søerne

Himmelbjerget er, med sine 147 meter, måske ikke noget at prale af, men naturen i området er fantastisk. Bakker, dale, åer og søer - et landskab formet af istiden.
Lej en kano en sommerdag og sejl ned ad Gudenåen (den eneste å i Danmark, der faktisk er en flod), tag til en gemt hemmelighed - Slåensø (find den på kortet) - pak dig godt ind en solrig, kølig efterårsdag og gå rundt om søen og se træer i tusinde farver.

Og så er der jo København. Det bedste, jeg ved i København, er nok at gå rundt i byen en sommernat ... for byen er (næsten) helt stille. Gå rundt og se lyset fra oplyste kirker, bygninger og værtshuse. Og husk at lægge mærke til - en sommernat dufter faktisk af sommer - også i København.