Menu

Billede 1

Fortælle en historie ud fra sit eget billede

Hvordan gør værktøjet en forskel?
De fleste mennesker bliver motiveret af emner, der har en relation til dem selv. - Så gør deltageren til redaktør og hovedaktør i sin egen historie. 

Stort set alle har efterhånden en mobil/smartphone med i undervisningen, og dermed har de permanent adgang til et antal billeder, de har en relation til. Her ligger et kæmpe lager af relevant og vedkommende undervisningsmateriale, så i stedet for at bede deltagerne om at slukke mobilerne, gælder det om at få dem til at bruge dem.

Formål

  • Træne tale-, lytte- og skrivefærdigheder.
  • Træne det aktive ordforråd omkring dagligdags emner.
  • Involvere og aktivere alle deltagere ved at emnerne bliver vedkommende.

Forkundskaber og udstyr
Kræver stort set ingen forkundskaber eller teknisk viden.

Tid
20-30 minutter.

Beskrivelse

  • Bed deltagerne om at tage et billede med, som betyder noget for dem. Billedet kan ligge på deres telefon/kamera i forvejen, eller du kan bede dem om at tage et par billeder i løbet af ugen og vælge ét, som de vil vise. 
  • Del deltagerne i grupper a tre eller fire. 
  • Deltagerne i grupperne viser billederne for hinanden og fortæller billedets historie.
  • Efterfølgende vælger gruppen et billede, som de gerne vil skrive en lille historie om. Afhængig af gruppens niveau og dit formål med skriveøvelsen kan du give dem en mere fast struktur eller lade dem skrive frit.
  • Hvis der er tid til det, kan du efterfølgende bede to grupper om at blande sig, så én eller to fra en gruppe har billedet og historien med sig og mødes med to fra en anden gruppe for at gennemgå historien med henblik på sproglig korrekthed. 
  • Efterfølgende præsenteres historierne i plenum.

Variant
Grundidéen med, at deltagerne tager egne billeder med, kan udvides på stort set alle områder. De kan tage billeder med af deres ferie, familie, hverdag osv.