Menu

Marie-Renée Le Berre

Marie-Renée er franskmand. Hun er fra Bretagne, hvor hun var skolelærer i ca. tyve år. I 2014-2016 boede hun i Danmark, hvor hun begyndte en ny karriere som underviser i fransk som fremmedsprog, primært for voksne på Institut Français, samtidig med at hun var tilknyttet Prins Henriks Skole. I 2023 vendte hun tilbage til København efter at have boet og undervist i fransk for voksne i Sydfrankrig og derefter i Qatar.

Marie-Renée underviser kun på fransk men hjælper gerne på engelsk, hvis der er noget, som du eller klassen har svært ved at forstå. Hendes indgang til undervisning er, at alle får mest ud af at blive udsat for så meget fransk som muligt – hun taler langsomt og tydeligt og bruger både kropssprog og tavlen til at illustrere det franske sprog.

Marie-Renée fortæller om at undervise i fransk:
”Jeg bliver altid glad, når du kaster dig ud i at tale med det fransk, som du har. For mig handler det om at blive tryg, når du taler fransk – lige fra din første fransktime. Jeg synes, at de fleste kursister har glæde af at arbejde i mindre grupper, så I kan tale en masse fransk, og jeg har en legende tilgang til sprogindlæring. Jeg inddrager gerne autentiske materialer som supplement til lærebøgerne, så der også kommer noget hverdagsfrankrig ind i undervisningen.

Det er glæden ved at komme ind i sproget og stille og roligt mestre alle de nye lyde og vendinger og turde overdrive lidt, så man lyder så fransk som muligt, som jeg prøver at få frem i mine timer. Jeg er selv i gang med at lære dansk på Studieskolen, så jeg kender fra egen krop, hvordan det føles, når udtalen driller eller ordene mangler – så må man udtrykke sig på en anden måde, det hele handler jo om kommunikation og om at blive forstået.”

Marie-Renée anbefaler:
”Hvis du gerne vil have en dosis fransk i hverdagen, så

  • nyn franske sange – gamle som nye – der er ofte tydeligere udtale i de ældre sange
  • se film og dokumentarfilm på TV5Monde plus (det er gratis, og der er meget at vælge imellem)
  • lyt til Journal en français facile på RFI Savoirs hjemmeside og følg med i franske og udenlandske nyheder
  • lav selvrettende øvelser på Apprendre le français-appen fra TV5Monde (det er gratis, og du får masser af gå i gang med)”