Sproget viser viljen

Connie Hedegaard
Når man lærer et fremmedsprog, viser man vilje til at komme andre nationers borgere i møde. EU’s klimakommissær Connie Hedegaard er ikke i tvivl om betydningen af at beherske fremmedsprog i international politik.  


Noget så simpelt som at sige tak på fransk kan være vejen til at løse op. Connie Hedegaard er fuldt bevidst om, at hun kan have held til at bryde isen over for sine forhandlingspartnere ved at benytte sig af sine franskkundskaber. Engelsk er det internationale forhandlingssprog, og det er også det sprog, EU’s klimakommissær bruger i egentlige forhandlinger, men for kommissæren er det vigtigt også at kunne benytte sig af andre fremmedsprog. For sprog er nyttige redskaber i tillidsopbygningen mellem parterne. 
 ”Når jeg kan smide bare en lille smule smalltalk ind på fransk, bliver det opfattet som imødekommenhed. Et merci til repræsentanten for Mali eller Algier kan bestemt gøre en forskel,” forklarer Connie Hedegaard.

Endelig ikke italiensk
Lidt mere end merci kan hun nu nok også klare på fransk. Connie Hedegaard lærte engelsk som sit første fremmedsprog i 3. klasse, tysk fra 7. klasse og fransk i gymnasiet. Hun er cand.mag. i litteraturvidenskab og historie, og ambitionen var oprindeligt at læse al litteratur under studierne på originalsprog. Det skred lidt i svinget med den ambition, må kommissæren nok indrømme, men tysk og fransk har fulgt hende i hele hendes arbejdsliv. Hun har nemt ved at fange en sprogtone - da hun var barn og skulle besøge sine bedsteforældre i Århus, begyndte hun at tale århusiansk, næsten før Kalundborgfærgen nåede i havn - og hun har altid i sit voksenliv læst både tyske og franske aviser. Oven i hatten kommer den gratis sprogcoaching, hun dagligt får af at sludre med sine fransk- eller tysktalende chauffører. 
 Det sidst tilkomne sprog på listen er italiensk, der fik en opblomstring under et længere sprogskoleophold i Rom for syv år siden.
 ”Jeg nåede skam til at kunne føre ganske fornuftige samtaler, men siden har jeg ikke rigtig fået holdt det ved lige, så nu bliver det mest til at læse menukort,” siger Connie Hedegaard og fortæller, at det dengang kom til en vis sprogforbistring for hendes franske, fordi de to sprog ligner hinanden så meget, at hun begyndte at blande dem sammen.
 ”Så lad endelig være med at lære italiensk,” tilføjer hun med et grin.

Tab af dannelse
Den formaning skal man tydeligvis ikke tage alvorligt, for Connie Hedegaard så gerne, at fremmedsprog stod stærkere i Danmark.
 ”De unge taler betydeligt bedre engelsk end min generation. Det er ikke en barriere for dem at falde ind i en samtale på engelsk. Det kan jeg se på mine egne sønner, der går i gymnasiet, og det er rigtig godt. Men i mine øjne er det virkelig ærgerligt, at det nu nærmest er udelukket at lære tysk i Danmark. Vi er et lille sprogområde, og konkurrencen derude er benhård. Jeg har medarbejdere i mit team i EU fra mange lande, og jeg skal hilse og sige, at de kan godt fremmedsprog. Bare for at vise hvor konservativ jeg er, vil jeg da også gerne sige, at det er en fejl, at latin er væk som obligatorisk fag. Det er grundlaget for mange europæiske sprog, og har man først snuset til den latinske grammatik, bliver det så meget nemmere at lære andre sprog. Tabet af latin er et tab af dannelse, og det er beklageligt.” 
 Der er hårdt brug for flere danskere, der taler andre fremmedsprog end engelsk, mener EU-kommissæren. Ikke bare de klassiske europæiske sprog som tysk og fransk, hvor vi i Danmark efter hendes mening ikke er godt nok med, men i høj grad også de store ikke-europæiske sprog. Kinesisk, ikke mindst.
 ”Kina er et dominerende marked, og en af vejene ind på det marked er at gøre sig den ulejlighed at lære sproget.”

Sprog som magtmarkør
Ligesom man kan vise imødekommenhed ved at tale sin samtalepartners sprog, kan man også cementere sin status som stor nation ved at insistere på udelukkende at tale eget sprog. Det er en måde at spille med musklerne på, og det er netop, hvad kineserne gør i internationale sammenhænge. Russerne og japanerne ligeså.
”Kineserne taler ikke engelsk. Kineserne taler deres eget sprog. Kina er en vigtig spiller på klimaområdet, men den kinesiske minister på området, som jeg har kendt gennem mange år efterhånden, fastholder konsekvent brug af tolk i alle sammenhænge,” fortæller klimakommissæren. Når man ikke har noget fælles sprog at benytte sig af, mister man muligheden for den hurtige løsning, for hjørneaftalen, som Connie Hedegaard kalder det. Den snak på tomandshånd, der måske lige kan få tingene redt ud uden for de officielle fora.

Engelsk et krav i politik
Der er sprogfolk, der har peget på, at danskere i internationale sammenhænge kan have tendens til at overvurdere deres egne engelskkundskaber og derfor fra tid til anden mere kommer til at sige det, de nu kan, i stedet for det, de faktisk mener. Connie Hedegaard fejer ret kategorisk den bekymring til side. 
 ”Jeg kommer lige fra at have ledet et møde over to dage med ministre fra verdens 25 største økonomier. I de forhandlinger, jeg sidder i, skal jeg kunne udtrykke mig helt præcist, og det kan jeg på engelsk. Engelsk er simpelthen et krav i international politik, hvis man kommer fra et lille sprogområde som vores. Jeg har sådan set også svært ved at forestille mig en dansk statsminister, der ikke kan begå sig på engelsk,” konstaterer hun tørt.  
 EU-kommissionens egne møder foregår på to sprog, nemlig engelsk og fransk. Der bliver simultantolket mellem de to sprog, men kommissærerne vælger selv, om de tager hørebøfferne med tolkningen på eller forlader sig på egne sproglige evner. Kommissionsformanden, den portugisiske José Barroso, sørger altid for at få talt både engelsk og fransk i løbet af et kommissionsmøde. Der skal ikke gøres forskel.


Af Benedicte Christiansen