Engelsk på engelsk på Covent Garden

Kasper Holten
Efter 10 år som operachef i København blev Kasper Holten i 2011 chef for operaen på Covent Garden i London. Eller Royal Opera House, som det officielle navn for et af verdens fornemste operahuse er. Operaens verden er international, og engelsk er arbejdssprog overalt, men når sceneteknikerne ruller sig ud på cockney, og fagtermer for budget og administration heller ikke må misforstås, bliver der rusket op i den vante sproglige gænge.


Er der noget særligt man skal være opmærksom på, når man - som du nu har gjort - går fra at have engelsk som arbejdssprog ’hvor som helst’ til at have engelsk som arbejdssprog i England? Høflighedsformer, vendinger, bandeord og så videre?
Jeg er jo vant til ofte at have engelsk som arbejdssprog rundt om på scener i forskellige lande, og sågar på Operaen i København. Men i de sammenhænge arbejder jeg jo oftest med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål. Det er noget helt andet her på ROH (Royal Opera House, red.), hvor jeg nu arbejder sammen med indfødte englændere. 
Man opdager pludselig, hvor mange nuancer der er i det engelske sprog og bliver pinligt bevidst om, at selvom man føler sig flydende på engelsk, så arbejder man i virkeligheden kun i overfladen af det engelske sprog. Det er fascinerende at opdage dybden i ordforrådet og nuancerne i brugen af det engelske sprog, der er meget komplekst og præcist på én gang.
Endelig er der stor forskel på at bruge sproget som instruktør – hvor man primært taler om følelser og bevægelser – og så at bruge det som chef, hvor man skal lære udtryk, der relaterer sig til budgetter, organisation og den slags.

Hvad har overrasket dig sprogligt, efter du har fået permanent base i England?
Det, der måske overraskede mig mest, var, hvor lidt jeg egentlig kan, når det kommer til stykket, og jeg føler, at mit sprog og ordforråd udvider sig hver eneste dag. Derudover var det en overraskelse, hvor lidt jeg forstår, når jeg er til tekniske møder på Royal Opera. De fleste af sceneteknikerne og sågar de tekniske chefer taler med en tyk arbejderklasseaccent: cockney. Det er jeg jo ikke vant til, da jeg hidtil mest har kommunikeret på internationalt opera-engelsk, og jeg må virkelig kæmpe for at forstå, hvad de siger – og føler mig som en snob, når jeg ikke gør det.

Er der misforståelser, du har været skyld i eller oplevet på grund af sproget?
Når jeg instruerer, oplever jeg ofte, at sangere ikke kan lide at sige, at de ikke har forstået, hvad jeg siger. Derfor nikker de og siger ’yes, yes’ og gentager så samme fejl. Det kan være ret frustrerende. Så ender man nogle gange med at instruere komplekse, psykologiske mekanismer med sprog som: ”Yes, then kiss, then love, love, then oh, then no, go away!”
I Riga iscenesatte jeg engang Così fan tutte af Mozart. Én af sangerne talte russisk og lidt engelsk, en anden kun lettisk og russisk, én russisk og lidt tysk, en fjerde talte fransk. Det blev en stor pærevælling, men vi kom da igennem. Det er utroligt, hvor meget ord kan – men også hvor langt man kan komme uden ord.

Mangler du ord på engelsk fra tid til anden? Når du bliver særligt glad, vred, overrasket eller lignende?
Jeg mærker ofte, at der er en eller anden mere avanceret, nuanceret eller præcis vending, et ord jeg søger efter i en given situation, og som næsten er inden for rækkevidde, men som endnu ikke kommer naturligt. Jeg føler stadig, at jeg ’tager sproget på’. Det er ikke helt automatisk til min rådighed, og derfor forfalder jeg nogle dage til mere platte og overfladiske vendinger, mens jeg må arbejde hårdere, hvis jeg virkelig skal formulere noget på et godt engelsk.

Er dit dansk begyndt at mutere med anglicismer?
Ja. Det er skrækkeligt, for jeg føler, det virker så selv-forelsket: ’Se, hvordan jeg er flyttet til England og nu knap nok kan tale dansk længere.’ Men faktum er, at der er vendinger, man bliver glad for, og som derfor ’mangler’, når man taler dansk. Og så er det fristende let bare at oversætte dem.

Hvilke sprog håndterer du og i hvilket omfang?
Jeg taler ofte – udover dansk og engelsk – tysk og svensk. Italiensk ville jeg meget gerne blive bedre til, men det bliver aldrig til noget, så når jeg taler med italienere, kan jeg mest sige ting, jeg har lært fra operaer. Det er derfor let for mig at forbande folk, kræve blod og hævn eller sige, at jeg er forelsket i deres søster, mens mere almindelige samtaler falder mig svært.

Har du arbejdet specifikt med engelsk i forbindelse med chefjobbet på ROH?
Nej, jeg kan jo engelsk nok til at fungere, og ROH er en meget international arbejdsplads, hvor der arbejder mange andre nationaliteter. Så det forventes ikke, at jeg skal tale engelsk som en indfødt. Men jeg forventer det af mig selv.
Dog får jeg god hjælp af både min sekretær og af vores ”Publications”-afdeling, når jeg skal skrive formelle ting som forord til programmer eller sæsonkataloger. Ting, der kommer officielt fra ROH, skal naturligvis være på perfekt engelsk, og de er søde til at rette mine fejl. Samtidig kæmper jeg dog med at beholde den personlige tone i mine tekster, så de ikke bliver rettet så meget igennem, at det bliver formelt og upersonligt. Det er vigtigt, at man i sproget kan fornemme, at det er mennesker, der taler om opera. Ikke en institution.

Din første spillefilm - Juan - havde premiere sidste år. I filmen bliver Mozarts ’Don Giovanni’ sunget på engelsk. Hvad vinder man ved at synge opera på et andet sprog end originalsproget, og hvad taber man?  
Der er fordele og ulemper ved begge dele. Det er klart, at i en ideel verden synger man på det sprog, operaen er komponeret på, og både sangere og publikum har det som modersmål. Når man synger på originalsproget, mærker man forbindelsen mellem ord og musik: at komponisten jo ikke kun har sat ordenes betydning, men også deres klang, i musik. Det kan ingen oversættelse – uanset hvor god den er – erstatte. 
Men til gengæld mærker man ofte, at selvom sangerne – eller instruktøren for den sags skyld – grundlæggende forstår betydningen, så går der nuancer tabt, når man synger på et sprog, man ikke helt mestrer. Når man derfor synger en oversættelse, kan man nogle gange opleve en meget mere direkte fortolkning og kommunikation af ordene. Det er derfor et næsten umuligt valg. I filmen var det oplagt for os at bruge det sprog, flest mennesker ville forstå direkte, mens jeg til en opsætning af Don Giovanni på ROH naturligvis ville vælge italiensk. Det er svært at sige, hvad der er bedst, men grundlæggende er det naturligvis positivt, at vi arbejder med det sprog, komponisten har skrevet musikken til. Så er udfordringen for os at gøre arbejdet, så vi forstår helt i dybden, hvad der synges. Men hvis man iscenesætter en opera på tjekkisk eller polsk, så kan det være noget af en udfordring…


Tekst: Benedicte Christiansen
Fotos: Sim Canetty-Clarke