Stéphanie Surrugue, vært på Kulturen på News på TV2News, skulle som barn tvinges til de franske verber. Til gengæld åbnede sproget siden vinduer til hele verden for hende som journalist og forfatter.
Det foregik under tårestrømme, når den lille Stéphanie om eftermiddagen efter skole skulle øve fransk diktat med sin far.
”Jeg hadede det inderligt,” fortæller Stéphanie Surrugue. Da hun blev ældre, skulle hun gå til skriftlig fransk på det franske kulturinstitut. Det hadede hun også.
”Men jeg må jo indrømme, at mine forældre fik ret til sidst,” ler hun. Det var trods alle tårer en god investering at terpe franske verber, skønt man med en fransk far og en dansk mor havde fået et ekstra sprog i vuggegave.
Nysgerrig på dansk, dum på fransk
Stéphanie Surrugues forældre lagde en meget bevidst sprogpolitik for deres datter: 1) mor taler dansk til barnet, 2) far taler fransk, 3) far og mor taler fransk indbyrdes, og 4) barnet skal gå i dansk skole. Den danske skole blev Institut Sankt Joseph, en katolsk skole på Østerbro i København.
”Jeg må sige, at jeg er meget taknemmelig for deres valg. Både af sprogpolitik og af skole. Karikeret stillet op er forskellen på dansk og fransk skole, at hvis du spørger om noget i en dansk skole, er du nysgerrig. Hvis du spørger om noget i en fransk skole, er du bare dum.”
Karikaturer af franskmænd og fransk kultur er ellers ikke det, Surrugue gør mest i. Allerede som barn var hun fuld af undren, når hendes franske far uendeligt mange gange blev bedt om at sige ’rødgrød med fløde’.
”Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor folk syntes, det var sjovt. Han s a g d e jo’ rødgrød med fløde’. Det gik helt hen over hovedet på mig, at det var det med accenten, der var sjovt.” Faderen, der havde en fortid som cykelrytter på landsholdsplan i Frankrig, men i Danmark arbejdede som murer, blev i det hele taget konstant ’hyggemobbet’, som Surrugue kalder det. På sin arbejdsplads blev han aldrig kaldt ved navn. Han hed simpelthen ’Franskmanden’.
Ikke som en lussing
Den danske hyggemobning er næppe så hyggelig, som gammeldanskere selv lader til at mene, for dem, der som Surrugues far udsættes for den konstant og uafladeligt. År ud og år ind. En bestemt prominent person - ligeledes med fransk baggrund - der i årtier har været udsat for fænomenet, er prinsgemalen, som Surrugue skrev portrætbogen Enegængeren om i 2010.
”Jeg ser selvfølgelig visse paralleller til min far og hans liv i Danmark. Med den forskel, at min far trods alt ikke havde fem millioner danskere, der minutiøst fulgte med i hans gøren og laden. Prins Henrik er ofte kommet galt af sted med sine udtalelser. Ikke mindst fordi kulturforskelle ofte fremstår mere kantede, end de egentlig er, når begreber skal oversættes.” Som eksempel nævner Stéphanie Surrugue prinsens udtalelser om børneopdragelse. Surrugue er selv vokset op med det, hun kalder en mere håndfast fransk tilgang.
”Jeg brød mig bestemt ikke om det, og jeg ville under ingen omstændigheder selv praktisere det. Alligevel er det vigtigt for mig at sige, at når man på fransk taler om ’une gifle’, så er det i den franske kontekst – både for børn og voksne – ikke så voldsomt, som det kommer til at lyde, hvis man oversætter det til ’lussing’.”
Fransk åbnede dørene
Stéphanie Surrugue havde ikke skænket det en tanke, at det kunne være en fordel for hende at tale flydende fransk, da hun i sin tid begyndte på journalistuddannelsen. Men da hun i forbindelse med uddannelsen kom i praktik på Politiken, viste det sig, at det franske kom til at åbne dørene til verden.
”Jeg var temmelig genert og turde ikke rigtig sige noget på redaktionen. Men på et tidspunkt pippede jeg så alligevel et eller andet spagt om nogle franske forhold. Redaktøren stirrede så helt arrigt på mig: taler du fransk? Men hvorfor fanden har du ikke sagt det?” Og så kan det ellers nok være, at yngste praktikant kom i sving.”
”Lige pludselig sprang jeg op til at skulle dække det franske præsidentvalg. Og siden har jeg som journalist dækket alt fra EU til jordskælv i Haiti til terror i Nordafrika, fordi jeg kan fransk.” Surrugue kan ikke lige på stående fod komme i tanke om ret mange andre på hendes nuværende arbejdsplads, TV 2, der kan begå sig i en arbejdssammenhæng på fransk.
”Ikke i min generation. Lally Hoffmann, Svenning Dalgaard, Ulla Therkelsen, de kan. Men i min egen generation, nej, det kan jeg ikke komme i tanke om,” siger hun.
Hindi, kinesisk og arabisk
Tysk står det endnu mere skralt til med, vurderer hun og peger på, at fremtiden allerede står og banker på med behov for journalister, der kan klare sig på de nye supermagters sprog: hindi, kinesisk, portugisisk. Det er også efter hendes vurdering rigtigt, når en mand som Naser Khader siger, at danske journalister går glip af ganske betydelige mængder af væsentlig information, når de rapporterer fra den arabiske verden uden at kunne arabisk. Pointen er igen, at sprog ikke bare gør informationsudveksling mulig, men også er selve nøglen til menneskers kultur og livsopfattelse.
”Jeg sørger altid for at kunne sige et par helt basale sætninger på ligegyldigt hvilket sprog, hvis jeg er på opgave et sted. På arabisk lærte jeg som det første at sige Goddag, jeg er journalist. Jeg er ikke fra USA. Jeg er fra Danmark. Må jeg bede om et glas vand. Den slags. Det er utroligt, hvad det betyder, at man gør sig den lille ulejlighed.
Kaffe i Marais og bling-bling i Provence
Sidste år bidrog Stéphanie til en ny guidebog om Paris. Byernes by er også hendes by.
”Jeg kommer til Paris fire-fem gange om året. Marais (marais = marsk eller sump. Kvarter på højre side af Seinen præget af middelalderlige gader, red.) er der, hvor jeg altid bor, og hvor jeg føler mig hjemme. Jeg ved, hvor jeg skal drikke min kaffe, ved hvor jeg skal spise, kender forretningerne.”
En bestemt lille landsby i Provence i Sydfrankrig er en anden fast base, hvor også Stéphanie Surrugues mor og søster med familier har faste bopladser.
”Vores familier er en del af byens liv. Når jeg kommer derned, råber folk ud af vinduet, hvordan det går i det danske fjernsyn. Der er skønt at være, fordi det både er helt på landet, og samtidig er der kun tre kvarter ned til azurblåt bling-bling ved middelhavskysten.”
Fransk på dansk og engelsk på fransk
De to Surrugue-søstre og deres mor er fra tid til anden til stor moro for den franske del af familien, når de glemmer, hvilket sprog de er i gang med at tale på. De kommer til at slå over i dansk uden at tænke over det, fordi begge sprog falder dem alle tre lige let.
”Vi opdager det jo, når de andre begynder at sige ’Jaa, jaa’ og’ tak tak ’og griner ad os. Jeg kan også komme til at slå over i fransk, når jeg bliver hidsig og skælder ud. Det mest tossede er dog, at jeg, når jeg engang imellem holder et foredrag på engelsk, også kan komme til at slå over i fransk. Der går lige nogle øjeblikke, hvor jeg tænker, at jeg da vist ikke helt har publikum med mig – det var jo her de skulle grine -, før jeg opdager, at jeg står og rabler på fransk,” ler Stéphanie Surrugue.
af Benedicte Christiansen