Det hører til sjældenhederne, at en fransk ambassadør bliver et kendt ansigt i Danmark. Men François Zimeray har også haft en sjælden skæbne her i sin tid som ambassadør: Under terrorangrebet den 14. februar 2015 var han til stede på Krudttønden og så på klos hold filminstruktør Finn Nørgaard blive myrdet.
Angrebet har han kort omtalt i bogen Jeg har set det samme ansigt overalt (Gyldendal, 2016), der handler om hans femårige virke som ambassadør for menneskerettigheder i verdens brændpunkter, Syrien, Libyen, Tjetjenien, Rwanda.
Det er dog hverken terrorhandlinger eller undertrykkelse af menneskerettigheder, der er på dagsordenen i denne samtale – og dog. Vi skal tale om Frankrig og Frankrigs rolle i Europa.
François Zimeray har en fremtoning, som var han født ind i diplomatiet: en veltalende elegantier, på én gang diskret og selvsikker. Men den franske ambassadør har også et blik, der bærer på noget af den smerte, han har mødt rundt om i verden. Samt en humor, der kommer til udtryk, da han begynder at tale dansk.
En sejlivet myte om franskmænd er, at de kun vil tale fransk. At den er usand, har Zimeray bekræftet i de fire år, han har været Frankrigs ambassadør i Danmark, for han taler gerne engelsk, hvis det kan lette kommunikationen. Også i løbet af vores samtale, der ellers er på fransk, kiler der sig et par engelske ord ind. Desuden taler han spansk – og "jeg prøver at tale dansk," kommer det lidt tøvende, efterfulgt af: "Min lærer synes, jeg er ikke dum".
Vi griner lidt over hans sætninger, og jeg må vide, hvorfor han ønsker at lære dansk.
"I mine første år her følte jeg ingen trang til det, men her i slutningen af min embedsperiode føler jeg paradoksalt nok et behov for at bevare noget dansk inde i mig. Det er en måde at blive her lidt på."
Og nu til det lidt sværere: Frankrigs rolle i fremtidens Europa. Et Frankrig rystet af terrorisme, flygtningestrømme, Marine Le Pens popularitet...
"Forholdet til Europa afhænger af, hvilket land man kommer fra. Danmark og Frankrig har ikke det samme forhold til Europa. Da Danmark sluttede sig til det daværende EF i 1972, så danskerne muligheder for at åbne sig mod verden, nye markeder osv. For os er der tale om et vilkår. Det er forskellen. Som den danske forfatter Jens Christian Grøndahl udtrykker det, er Danmark knap nok "blevet strejfet af historien"."
Pludselig afbryder han sin egen talestrøm og vil vide, hvordan man siger "effleuré" (strejfet) på dansk. Vores samtale transformeres til en lektion i udtale, hvor ambassadøren smager på det nye ord og vender det i munden: strejfel, strejfeud. Han skriver ordet på sin telefon for at huske det og viser mig lydskriften, der ligger et pænt stykke fra stavemåden, men hvad gør det?
Vi vender tilbage til emnet: "Frankrig har fået tæsk af historien. Det samme gælder Tyskland. Der har været kaos og det adskillige gange. Så uanset hvem der vinder det franske præsidentvalg, vil Frankrig tage initiativer for Europa. Det er vores eksistens, vores fremtid, der er på spil.
Og ja, Europa befinder sig i en krise, men vi skal også se på de resultater, vi har skabt. Jeg synes, at vi skal holde op med den Europe bashing. Vi skal ikke sige undskyld for, at vi har skabt fred, velstand, velfærdssamfund, menneskerettigheder, lige rettigheder for mænd og kvinder, at vi har ytringsfrihed. Hvor i verden finder man ellers den solidaritet, retssikkerhed og tryghed? Vi skal huske at være stolte over vores basale rettigheder."
Af Ulla Gjedde
Franskmand, europæer – og lidt dansker af hjertet
