Den tysk-danske brobygger

Siegfried Matlok er nuværende politisk kommentator og tidligere chefredaktør på avisen Der Nordschleswiger. At møde ham er som at møde en hvirvelvind af energi. En tosproget energi.

Siegfried Matlok
”Sprog og kultur hænger jo fuldstændig sammen. Man kan aldrig få rigtig fornemmelse af en kultur, hvis man ikke forstår sproget, der hører til den. De to ting er uløseligt forbundet,” begynder Siegfried Matlok, fuldstændig af sig selv, da Studieskolen møder ham i en kort pause i hans meget travle program. ”Det er også derfor, det er så vigtigt at lære sprog,” fortsætter han.

Siegfried Matlok ved, hvad han taler om. Han er født i 1945 og opvokset i det dansk-tyske grænseland, hvor man konstant bliver mindet om, hvor forskelligt det kan være at have det ene eller andet sprog som modersmål, men også ved, hvad det vil sige at være tosproget.

”Jeg har besøgt dansk skole,” fortæller han som 72-årig og afslører dermed sine rødder i et område med stor sproglig tolerance. Han er opvokset i Flensborg som en del af det danske mindretal, og som ung journalist gjorde han den geografisk set korte rejse til Danmark for at arbejde og blev dermed en del af det tyske mindretal i Danmark.
”Jeg er vokset op i et koldkrigsklima. Der blev råbt nazisvin efter tyskerne på fodboldbanen, og som tysktalende, der var gået over grænsen, solidariserede jeg mig med den svage og ret forhadte part i konflikten. Jeg har altid betragtet mig selv som brobygger i grænselandet og mellem Danmark og Tyskland. Når man ser på, hvordan forholdet mellem de to lande har ændret sig, bare gennem de sidste 40 år, så er der sket så meget positivt, og måske har jeg en del af fortjenesten.”

At være tosproget er i Siegfried Matloks bog et privilegium. 
”I grænselandet er det i dag en fuldstændig naturlig del af folks liv og en selvfølgelig del af servicen i butikkerne, og Flensborg er som by et virkelig godt eksempel på, hvor ukompliceret og berigende det kan være at leve i to sproglige kulturer. Jeg tror, hele det europæiske projekt er stærkt betinget af, at vi kan tale sammen.”

Hvilke sproglige udfordringer ser du for Europa lige nu?
”De sociale medier styrker jo engelsk, og det ér også et vigtigt verdenssprog, men jeg hylder jo EU-kampagnen med ”2+1”, når det gælder sprog (to fremmedsprog plus modersmål, red.). Jeg synes, det er både rigtigt og vigtigt, at vi har et højt niveau på vores modersmål, og derudover skal vi være ambitiøse med de to fremmedsprog, vi lærer. Vi skal langt ud over turistniveau. Vi skal kunne tale og diskutere ordentligt med hinanden på ét sprog, og selvom jeg tror, at engelsk altid vil være fremherskende, siger man jo, at ’flaget følger flæsket’, og når det går op for danskerne, hvilke muligheder de kan få hos for eksempel deres store nabo, Tyskland, så kan der jo godt ske noget med motivationen for at lære tysk. Jeg synes, det er naturligt at kunne tale med sin nabo og med de store medlemslande i EU.”

Efter Brexit er det i princippet kun Irland, der er native English speakers i EU. Hvad tror du, der kommer til at ske rent sprogligt i EU’s institutioner nu?
”Jeg tror, engelsk vil blive ved at være det store sprog, men det er ikke til at sige, hvad der sker med tysk og fransk. Det vil være naturligt, at der sker noget.”

Hvordan tror du, det tyske valg kommer til at forløbe. Tror du, der kommer ny kansler?
”Det kan godt være, at tyskerne gerne vil have en ny kansler, og måske ligefrem trænger til det, men jeg er overbevist om, at Europa har brug for Merkel lige nu,” slutter han.


Af Christa Leve Poulsen