”Når man taler om et kulturmøde, er det interessant at skelne mellem, hvad der er kultur, og hvad der er mødet. Og det allervigtigste er så: Hvad vi mødes om. Hvis man ikke har en fælles opgave ved et kulturmøde, ved man ikke, hvad man skal stille op med forskelligheden. Det kan være en opgave på en arbejdsplads, det kan være et lokalmiljø, der skal fungere, men man skal have et ’fælles tredje’ at samles om.” Sådan indleder Manon de Jongh, dr. i psykologi med speciale i organisations- og ledelsesudvikling, når talen falder på, hvad et kulturmøde egentlig er.
”Jeg er optaget af, hvilke grænser vi bruger til at forstå kultur med: Geografi, demografi, sociale, religiøse, faglige, organisatoriske grænser etc., men min vinkel er psykologisk: Hvad er det, der opstår i og mellem mennesker, når de mødes. Og hvilken rolle spiller kultur, når mennesker samles,” fortæller hun med charmerende accent fra Holland, og hendes CV vidner om et internationalt liv både fagligt og privat.
Hvordan har du arbejdet med kulturmødet i din forskning?
”Jeg skrev min doktorafhandling om, hvordan gruppedynamikker påvirker komplekse organisationer. Det spændende er nemlig, at kulturen i gruppen kommer til at styre gruppens opgaveløsning og dermed gruppens resultat. Ved eftertanke kender de fleste det sikkert fra arbejdspladser eller skoleklasser. Roller bliver hurtigt fordelt, og så stivner vi i dem. De dumme bliver dummere, og de kloge bliver klogere… Forskellighed kan enten føre til kreativitet eller til destruktion, hvis den ikke håndteres rigtigt,” lyder det fra Manon de Jongh.
Hun redegør også for, hvordan det ligger i urhjernen på os at søge sammen med mennesker, der ligner os. Det var simpelthen den bedste måde at overleve på, og det sidder stadig i os. Alt, der er anderledes, er stadigvæk en potentiel trussel. Også selv om det bare er en anden pæredansk kollega, der gør tingene på en lidt anden måde eller er almindeligt sær.
”Ikke bare på arbejdspladsen, men i hele samfundet, glemmer vi hele tiden, at vi alle sammen er forskellige. Samfundet, og dermed også vores arbejdspladser, bliver mere og mere komplekst, så der vil være mange forskelligheder, der skal inddrages i måden, vi løser en opgave på. Vi skal anerkende, at alle har behov for tryghed, og de fleste mennesker føler tryghed, når de bliver anerkendt som dem, de er.”
Hvilke tendenser og udfordringer ser du i kulturmødet på arbejdspladsen? Når vi i kampens hede glemmer at tage højde for forskelligheden, hvad er så det vigtigste redskab til at løse de konflikter, der måtte komme?
”Det vigtigste redskab er at stille spørgsmålet: Hvordan kan vi være i denne forskellighed? Svaret er som regel: Ved at undersøge hvor vi er forskellige, og hvor vi er ens. Og hvordan forskelligheden kan forstås og anvendes konstruktivt i opgaveløsningen. Og så vil jeg sige: De, der kan være i konflikter, kan gøre store ting.”
Vi trækker kulturkortet
Ifølge Manon de Jongh trækker vi hurtigt ’kulturkortet’, når der opstår konflikter. Også når det i virkeligheden bare handler om noget, der menneskeligt eller grundlæggende er svært eller konfliktfyldt, uanset hvilket ståsted gruppens medlemmer kommer fra. I generelle vendinger oplever hun danskerne som et meget effektivt og meget ens folk. Vi arbejder, efteruddanner os og træner vores kroppe.
”Danskerne er måske ikke så nysgerrige i forhold til mennesker, men ofte meget nysgerrige i forhold til deres arbejde, og de er meget strukturerede. På den måde synes jeg, danskerne er meget konforme, og sådan en stærk, ensartet kultur kan godt være hård at komme ind i. Hvis man vil gøre noget anderledes, skal man først bevise, at det virker. Danskerne vil meget gerne løse alting med struktur, så vi kan dæmpe følelserne,” siger Manon de Jongh med et glimt i øjet, for der er jo en grund til, at hun selv har tilbragt så mange år i Danmark.
Så vi er slet ikke så tolerante og imødekommende, som vi tror?
”Man skal huske på, at alle ser deres egen referenceramme som ’neutral’, men man falder hurtigt uden for stregerne i Danmark. Jeg er selv hollænder og taler med accent, selv om jeg har været her i snart ti år. Når jeg er rundt og holde foredrag og undervise, så har jeg kunnet mærke, at folk brugte megen energi på at få mig placeret. Hvilken baggrund jeg har? Hvilken accent? Hvad er jeg for en slags kvinde, forsker osv.? Så nu indleder jeg konsekvent med en disclaimer om, hvordan det hele hænger sammen, og jeg understreger de ting, jeg tænker, vi har tilfælles, så dem, jeg står overfor, kan blive trygge og koncentrere sig. Jeg kan mærke, at det gør en forskel, måske fordi forskelligheden bliver spændende.”
Der skal udredning og kulturel oversættelse til, når et møde mellem mennesker skal lykkes. Manon de Jonghs credo lyder: Man skal diffentiere, så kan man integrere og siden innovere.
”Men det er også vigtigt for mig at sige, at hvis vi arbejder ud fra en socialpsykologisk forståelse, vil vi altid opleve forskelle og ligheder. Vi må spørge os selv: Hvor fokuserer vi, når vi taler kultur? Har en psykolog fra Danmark og en psykolog fra Kina mere tilfælles end en landmand fra Tønder og en filosof fra København? Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler kulturmødet. Der er jo så mange ting, der er krævende i mellemmenneskelige relationer – også når man kommer fra den samme kultur.”
af Christa Leve Poulsen
Manon de Jongh taler og lægger op til debat om kulturmødet på Studieskolens søndagssalon den 18. marts 2018.