Kunsten at skrive en god jobansøgning

Lær at skrive ansøgninger, der virker! En ansøgning skal være målrettet det job, du søger - og du skal beskrive din motivation for at søge jobbet.

Mand ved pc
Du har sikkert allerede skrevet én eller flere ansøgninger. Men du ved også, at du ikke rigtigt får ramt plet og får vist, hvad du kan, og hvad du kan bidrage med. 
Formålet med kurset er, at du bliver i stand til at skrive en målrettet og motiveret ansøgning, hvor du med konkrete eksempler fortæller, hvorfor det lige netop er dig, de skal invitere til jobsamtale. 

Hvad lærer du på kurset?

Vi tager udgangspunkt i et konkret jobopslag, som vi bruger i øvelserne. Jobopslaget er valgt, så du med din videregående uddannelse kan søge jobbet. På den måde får du konkret viden om, hvordan du kan håndtere de forskellige krav i stillingen, som er relevante for dig.

Du lærer at identificere alle krav og forventninger til jobbet, så du er sikker på, at du har det fulde overblik over alle krav.

Ofte står der i et jobopslag, at du kan ringe til din potentielt kommende chef for at stille spørgsmål om jobbet. Mange har dog ikke lyst til at ringe. De tænker måske: ”Hvad skal jeg spørge om?” eller ”Jeg vil ikke forstyrre”, og så får de aldrig ringet. Men et telefonopkald er en rigtig god chance for at få mere information og skabe et godt førstehåndsindtryk. Derfor bør du ringe. På kurset lærer du, hvordan du kan gribe opkaldet an, og vi laver et manuskript, du kan bruge som støtte. Efter samtalen kan du skrive en endnu mere målrettet og interessant ansøgning.

Du lærer også, hvordan strukturen i en ansøgning skal være, så du kan have dit fulde fokus på at skrive en motiveret ansøgning. Det gør det nemmere for dig at skrive ansøgninger fremover - du bliver hurtigere til det, og du skriver ansøgninger af en højere kvalitet. Derfor laver vi på kurset øvelser i, hvordan du fortæller om din motivation for jobbet og for virksomheden, og hvordan du giver eksempler på både dine faglige og personlige kompetencer, der er målrettet det specifikke job. 
Alle øvelserne tager udgangspunkt i det konkrete jobopslag, som du får udleveret på kurset.

Hvordan foregår undervisningen?

Kurset foregår som en vekselvirkning mellem

  • Vigtig viden, der gør dig i stand til at skrive en målrettet og motiveret ansøgning
  • Et sammenhængende sæt øvelser, baseret på et konkret jobopslag, så du får specifik og konkret erfaring med at analysere jobopslag og formulere målrettede og motiverende ansøgninger

Underviseren faciliterer alle øvelser, der foregår i små grupper, hvor I inspirerer hinanden. Efter hver øvelse er der feedback på tværs af grupperne.
Kurset foregår på engelsk.

Det foregår:

I efteråret 2025 har vi to kurser:

25. september kl. 12.30 - 15.30
9. oktober kl. 16.30 - 19.30

Hvis workshoppen er relevant for dig, får du en invitation til at tilmelde dig i løbet af din Danskuddannelse på Studieskolen.
Du kan derfor ikke tilmelde dig her på hjemmesiden.

Der kommer nye kurser i foråret 2026.