
Du undrer dig måske over dansk kultur – hvorfor gør vi danskere, som vi gør? Og måske oplever du situationer, hvor der opstår misforståelser på grund af kulturforskelle. Hvis du kunne tænke dig at vide mere om dansk kultur særligt i forhold til job i Danmark, så skal du med på dette kursus, hvor vi sætter fokus på dansk arbejdskultur.
Du lærer, hvordan du kan håndtere de misforståelser, der opstår på grund af kulturforskelle, og du lærer om processen med at søge job i Danmark. Til sidst i kurset sætter vi søgelyset på din personlige jobsøgningsproces, uanset om du er nyuddannet, eller du har erfaring fra tidligere jobs.
Fokus er på, hvordan du arbejder mest effektivt, så du hurtigere kommer i job.
Vi kigger også nærmere på jobmuligheder i forskellige brancher med fokus på dig, som kommer med en højere uddannelse, og som gerne vil bruge dine kompetencer i et job, der passer til dine kvalifikationer.
Hvad lærer du på kurset?
Kurset giver dig viden og færdigheder inden for tre områder:
1. Jobsøgningsprocessen og det danske arbejdsmarked
Du får konkret viden om jobsøgningsprocessen i Danmark, fra en stilling er opslået, til jobsamtalerne er afsluttet og beslutning er truffet.
Du får kendskab til den danske arbejdsmarkedsmodel ”Flexicurity”, så du bedre forstår, hvordan du skal agere på det danske arbejdsmarked. Du får konkret viden om, hvilke brancher og jobmuligheder der er særligt attraktive i Danmark lige nu.
Du får også tips til at starte som freelancer eller iværksætter i Danmark, hvis du vil have et alternativ til et fast job.
2. Dansk arbejdskultur
Ud fra eksempler og øvelser arbejder vi med en internationalt anerkendt model for kulturforståelse og interkulturel kommunikation. Så bliver du bedre i stand til at forstå dansk arbejdskultur, og du lærer at agere i den og få succes.
3. Din personlige jobsøgningsproces
Vi arbejder med, hvordan du kan arbejde effektivt med din egen jobsøgning. Hvad skal der til, for at du hurtigere får et job?
Vi sætter fokus på dit jobmål, og hvordan du gør det konkret og specifikt. Du får træning i at arbejde effektivt, så du får gjort mere på kortere tid. Du får også tips til, hvordan du kan sætte konkrete mål på ugebasis (og når dem), og hvordan du hele tiden kan optimere din indsats i jobsøgningsprocessen.
Hvordan foregår undervisningen?
Kurset foregår som en vekselvirkning mellem
- Vigtig viden og konkrete redskaber, så du kan forbedre din jobsøgningsproces, og så du bedre forstår og kan agere i dansk arbejdskultur.
- Du får værktøjer til at arbejde mere effektivt for hurtigere at nå i mål: et godt job i Danmark, der modsvarer din uddannelse.
- Øvelser i små grupper, hvor I inspirerer hinanden.
- Efter hver øvelse er der feedback på tværs af grupperne.
- Kurset foregår på engelsk.