Har du et yndlingssted i København?
”Jeg kan ikke finde vej. Min orienteringssans fungerer ikke. Sådan har det altid været.
Derfor har jeg heller ikke yndlingssteder, for jeg ville ikke kunne finde dem igen. Til gengæld er alle steder mine yndlingssteder. I en by som København er det heldigvis også let.
For mig er København både en grøn og en blå by. Uanset hvor man er, kan man næsten altid få øje på noget grønt. Det kan jeg rigtig godt lide. Grønt er godt for øjnene, siger nogen, og det synes jeg er helt rigtigt. Jeg kan også rigtig godt lide, at man altid kan se himlen over byen. Det er nemlig en by uden mange høje bygninger. Når jeg kigger op, er himlen for det meste blå.”
Hvad er din yndlingsmusik?
”Jeg har altid været meget glad for jazz, og jazzen har altid været meget glad for København. Det kan jeg godt lide at tænke på.
København er en jazzby. Det vidner mange gadeskilte og navne på pladser og gravstene om (hvis man ellers kan finde dem!).
Men det jazzede ved København er også mere fundamentalt, synes jeg. Jazz bygger på mange forskellige traditioner og kulturer – det samme kan man sige om København.
Det er nok en grund til, at jeg føler mig så hjemme her i jazzede København, hvor der i alt det grønne og blå altid er plads til improvisation. Plads til det velkendte – og plads til det nye.”
Signe Wendt Galster
Vi har spurgt vores undervisere, om de kan anbefale et sted eller et stykke dansk musik. Det kan også være en dansk forfatter eller kunstner. Her kan du se, hvad Signe anbefaler.