Menu

Danskkundskaber afgørende for drømmekarriere i NCC

Da Alex kom til Danmark for 5 år siden, stødte han ind i begrænsede karrieremuligheder og et svært jobmarked. Der skulle gå hele tre år, før Alex kunne tage første skridt mod drømmekarrieren som bygningsingeniør. Nu går det strålende. Og det danske sprog er en døråbner.

NCC blev nøglen til drømmejobbet

Gennembruddet for Alex blev et jobinterview hos NCC i 2019, som førte til en spændende praktikplads. Siden er det gået stærkt, og Alex bestrider i dag et job som Assisterende Produktionsleder og taler stort set flydende dansk. Vejen hertil har budt på spændende indsigter for Alex. Hvor vigtigt dansk er for karrieren, er en af dem.

Én succes kommer sjældent alene

Da der endelig kom gang i jobsituationen, kom Alex samtidig ind på en kandidatuddannelse på DTU. Uddannelsen skulle passes ved siden af job, danskkurser og selvfølgelig livet med Alex’ kæreste, som han bor med. Der var ganske enkelt for mange bolde i luften. Efter et års tid på den måde besluttede Alex derfor at holde pause med kandidatuddannelsen: Gode danskkundskaber var vigtigere for hans udvikling i jobbet end flere tekniske færdigheder.

En ekstra indsats for det danske sprog med Studieskolen

For at blive endnu bedre til dansk blev Alex enig med sin leder hos NCC om at modtage eneundervisning gennem Studieskolens fleksible og skræddersyede løsninger til virksomheder. Det foregår sådan, at underviseren kommer ud til arbejdspladsen og underviser en eller flere gange om ugen efter ønske. Under coronanedlukningen har undervisningen naturligvis været online.

Om samarbejdet med sin underviser Bent Børme fortæller Alex:

”Bent har lært mig at bruge dansk hver dag på jobbet. Jeg er god til teknisk sprog, men jeg mangler dansk hverdagssprog. I enelektionerne har vi fokus på det, som jeg har mest brug for. Selvom vi har fulgt en modul 4 plan, har vi øvet ekstra meget udtale. F.eks. har jeg svært ved at sige espresso, fordi vi ikke har den type ’r-lyd’ på rumænsk. Og det har hjulpet. Nu kan mine kolleger forstå mig.”

”Jeg har også lært nye udtryk. Somme tider har jeg spurgt Bent om bestemte udtryk, jeg har hørt på jobbet. En dag skrev min chef f.eks. ’der hersker tvivl om’. Bent hjalp mig med eksempler, så jeg forstod meningen og lærte at bruge det selv.”

Tre tips fra Alex til dig, som vil være ekstra god til dansk

  1. Læs meget dansk. Gerne noget du synes er spændende.
    Alex læser Ingeniøren hver dag i to timer. Ofte med en god kop kaffe til.

  2. Spørg danskere på dansk, hvis du ikke forstår. Folk vil gerne hjælpe.
    Alex spørger ofte sine kolleger om ord på dansk. De elsker at forklare ham betydningen. Og hvis han kan se, at de har travlt, så venter han lige lidt med at spørge.

  3. Bliv ved. Bliv ved. Bliv ved.
    Man skal bare blive ved med at tale dansk, også selvom man laver grammatiske fejl. Det første, man skal lære, er udtalen, så man kan komme i gang med at kommunikere.

Danskkundskaber og teamwork hænger tæt sammen

”Jeg synes, at man skal være god til dansk for at blive en del af den danske kultur. At forstå interne jokes. At være en del af fællesskabet på arbejdspladsen. Det er alt sammen vigtigt, ” understreger Alex.

For Alex betyder det meget at deltage i smalltalk ude på byggepladsen, når teamet tager en pause fra arbejdet og bare sludrer fem minutter med hinanden. De små indforståede bemærkninger hjælper ham med at være en del af fællesskabet.

Ved at tale så meget dansk på jobbet har Alex ’overhalet’ sin kæreste, som også er rumæner. Hun har taget PD3 eksamen, men hun taler mest engelsk på sit job. Så Alex oplever selv, at han efterhånden taler endnu mere flydende dansk, end hun gør.

 

Læs mere om Studieskolens fleksible og skræddersyede løsninger til virksomheder her.