At lære fremmedsprog er at interesse sig for hinanden i verden. Tine Gøtzsche, vært på TV-Avisen og efter nytår også på Horisont på DR 1, taler engelsk, fransk, spansk og tysk og kan ikke forestille sig sin journalistiske karriere uden sprogene som redskab. Hun dyrker sprogenes karakteristiske lyde og særlige vendinger med entusiasme Og så har hun gået til arabisk på Studieskolen.
Når man skal lære sig et nyt sprog, må man godt have lov at bilde både sig selv og andre ind, at man har fuldstændig styr på det, selvom man i virkeligheden ikke har alverden af gloser at slå om sig med. Et godt fif er derfor med det samme at lære sig nogle gode, mundrette vendinger udenad på sit nye sprog. Sådan nogle er nemlig svært nyttige til at dække over, at man bag den tænksomme mine kulegraver hjernen efter de ord, man står og mangler. Med en god håndfuld standardvendinger på repertoiret kan man på den måde altid få sagt noget, der lyder rigtigt. Selv om man i virkeligheden bare er begynder. Og det er meget vigtigt, mener journalist Tine Gøtzsche. At det lyder rigtigt. Det gælder om at give den gas med fuldfed accent helt fra begyndelsen, råder hun til. Selv var hun så heldig allerede som 11-12-årig at finde ud af, at det ikke var farligt at gå ind i et fremmedsprog. Hun ville nemlig gerne kunne gøre sig forståelig over for sin mors engelske kæreste, når han var på besøg, og så var der ikke andet at gøre end at forsøge sig på hans sprog.
”Og fordi han ikke grinede, men bare var glad for, at jeg prøvede det bedste, jeg kunne, kom jeg hurtigt over blufærdigheden ved at tale engelsk. Jeg v i l l e finde ud af at spørge ham, om han ville have kaffe, så det var noget med en ordbog og pege og prøve sig frem, og så lykkedes det jo også,” siger Tine Gøtzsche.
Ikke så dumt med arabisk
Den sprogglade journalist undrer sig over, at ikke mange flere af hendes kolleger labber fremmedsprog i sig med samme appetit som hun selv. For når man gerne vil formidle verden - og med verden vel at mærke også mener det, der ligger uden for Danmarks grænser - er det bare meget nemmere at få folk i tale, hvis man kan sprog. Af den grund kastede Gøtzsche sig for nogle år siden over et nyt sprog ud over de fire europæiske sprog, hun i forvejen kunne. Valget faldt naturligt på arabisk.
”Det er jo i store dele verden ikke så dumt at kunne arabisk, så jeg begyndte på Studieskolen hos Iman (Iman El Shoubary Tolstrup, red.), og hun er en helt fantastisk lærer. Legendarisk, simpelthen. Desværre måtte jeg af tidsnød stoppe efter to semestre, men jeg kan da stadig huske, hvordan man siger ’jeg er gift’. Det indprentede Iman os nøje som en nyttig lille sætning på rejsen. Så det kan jeg sige, skønt jeg ikke engang e r gift,” griner hun.
Nemt at stave til Nietzsche
I det hele taget synes Tine Gøtzsche, at hun har været velsignet med fremragende sproglærere lige siden folkeskolen. Sproginteressen var der allerede tidligt, men selv om efternavnet klinger tysk, er der ingen direkte linje ud af landet.
”Det er vist 400 år siden, Gøtzsche-slægten kom til Danmark, så der er ikke noget sprogligt at hente der. Til gengæld gav navnet mig den fordel, at jeg var den eneste i min klasse, der kunne stave til Nietzsche,” pointerer Tine Gøtzsche, der tidligere brugte ’ö’ i sit navn, indtil hun opdagede, at dåbsattesten faktisk sagde ’ø’.
Man bliver lidt katolsk
Ligegyldig hvor glad man er for sprog, og hvor let det end kommer til en, så tager det tid at lære et fremmedsprog. Adspurgt om, hvor lang tid hun selv synes, det tog hende at lære spansk, lander Tine Gøtzsche på tre og et halvt år. Tre år med 20 timers arbejde med spansk om ugen på handelsskolen og senere et halvt års ophold i Madrid som en del af den journalistiske uddannelse. Fransk lærte hun grundigt allerede i gymnasiet.
”Det var dengang, der var noget der hed fransksproglig linje, og der lærte man virkelig fransk. En linje, jeg faktisk tror, oprindeligt blev indført som en cadeau til Henri” tilføjer hun med henvisning til prinsgemalen. Det franske er siden gymnasiet blevet holdt ved lige med længere ophold i Frankrig, også i professionel sammenhæng, og gennem en fransktalende bekendtskabskreds.
”Og så læser jeg spanske og franske aviser på nettet hver dag i forbindelse med mit arbejde. Det giver også noget,” siger hun. Opholdene i udlandet har gjort det tydeligt for hende, at hun føler sig integreret i et land på en anden måde, når sproget begynder at lagre sig i systemet, og det hele begynder at lyde og føles rigtigt.
”Man bliver lidt katolsk af at tale spansk i Spanien,” som hun spøgefuldt udtrykker det.
Kufferten blev sunket
Tine Gøtzsche er glad for tænksomme vendinger på fremmedsprog men sandelig også på sit modersmål. Hun blev i oktober valgt til årets vært på DR1 blandt andet med den begrundelse, at hun har et godt sprog.
”Det er jeg stolt af, for jeg lægger stor vægt på at bruge sproget, at holde det elastisk og i live, så det ikke sygner hen og bliver snævert og stift. Det er også derfor, jeg går så meget op i gode stærke udtryk og vendinger. Det er sproglig konditræning for mig. Omvendt kan jeg næsten ikke bære det, når noget bliver taget med ’et gram’ salt, eller ’forfordele’ bliver brugt i betydningen, at nogen har fået en fordel. Så jeg skal passe skrækkeligt på ikke at korrekse alt og alle tidlig og silde,” konkluderer den glade sprogbruger og indrømmer i samme åndedrag, at hun selv laver skrækkelige fejl både på det ene og det andet sprog fra tid til anden. En klassiker fra fejlkataloget stammer fra hendes tid som ung praktikant på TV2 Lorry, hvor en makaber drabssag med et lig i en kuffert endte ved Damhussøen.
”…og her sank den formodede drabsmand kufferten,” sluttede praktikanten reportagen af.
”Tænk, at det skulle være mig, sprognørden, der skulle sidde og sige det lige ud i direkte fjernsyn. Redaktøren tog det såmænd pænt. Han satte sig bare bagefter og kikkede længe på mig, og så kom der et ordentligt ”glub” af en synkebevægelse. Så var der ligesom ikke rigtig mere at sige,” slutter Tine Gøtzsche af med grin.
Af Benedicte Christiansen