Studieskolens spansklærer Ana Lucina Acosta Gallego er født i Colombia, næsten ti tusind kilometer fra Danmark. Hendes forfædres historie gemmer på en slave fra Ghana, en rigmandssøn fra Spanien og en indiansk kvinde. Alligevel har hun valgt at bo her, hvor hun udlever sin passion for at undervise i spansk.
Du kommer fra Colombia. Hvordan er du endt i Danmark?
Det var spansk, der fik mig til at komme hertil. I Colombia var jeg i gang med at læse engelsk, og jeg ville gerne øve mig. Dengang havde man pennevenner, og jeg fandt en annonce fra en dansk mand. Han ville godt nok øve spansk og ikke engelsk, men jeg var lidt fascineret af det lille land, hvor H.C. Andersen kommer fra, så jeg rettede hans spanske breve, og vi var pennevenner i tre år. En dag kom han til Colombia for at øve sit spanske, og vi blev forelsket i hinanden. Han var der kun fire måneder, før han måtte tage tilbage til Danmark. Han ville giftes – men vi kunne ikke nå det, før han rejste hjem. Så jeg blev gift på et rådhus i Colombia uden min mand, der jo var i Danmark, men en colombiansk ven var stedfortræder. Det gik hurtigt, men min mand syntes, det var det rigtige at gøre. Mest for at respektere min fars og min mors måde at tænke på, for at vise en form for respekt. Bagefter rejste jeg til Danmark.
Hvor tit kommer du til Colombia?
Hvert, hvert andet år. Så er jeg sammen med min familie, og vi rejser lidt rundt i landet. Det er vigtigt, at min mand og mine børn får et rigtigt indtryk af det sted, jeg er rundet af. I Colombia tror man, at vi er det, vi er, som resultat af vores forfædre. Colombia er ret stort, vi har fem kulturelle regioner, som har noget til fælles, men også er meget forskellige. Vi er en stor gryde, hvor både indianere, afrikanere og spaniere er blandet sammen.
Vores identitet er vigtig for os, vores musik, mad, måde at tænke på - og sproget - er vigtige elementer. Og det er vigtigt for mig, at mine børn identificerer sig som colombianere.
Hvor stammer dit efternavn Gallego fra?
Jeg har faktisk både afrikansk, europæisk og indiansk blod i årerne. Jeg har en forfader fire generationer tilbage, der var afrikansk slave fra Ghana, og han blev gift med en indiansk kvinde. De arbejdede i en guldmine, der var ejet af en spansk familie fra Galicien. Den ældste søn i den spanske familie skulle til Colombia for at se familiens mine, og i sin dagbog beskriver han datteren til den ghanesiske slave og den indianske kvinde: ’en pragtfuld pige’ – som han blev forelsket i. Deres kærlighed blev forbudt; han måtte gøre med hende, hvad han ville, bare ikke gifte sig. Han gjorde det alligevel og blev udstødt af familien. Dengang straffede man folk ved at fjerne deres efternavn. Derfor blev hans nye efternavn ’Gallego’, fordi han var fra Galicien i Spanien. Mit efternavn, Gallego, har denne særlige oprindelse i min familie.
Har din familie flere oplysninger om den afrikanske slave, I stammer fra?
Dengang var Colombia centrum for at sende slaver videre til resten af Sydamerika. Når de ankom og blev købt, fik de først et brændemærke med ejerens navn og nummer. Det eneste, vi ellers ved om vores forfader, er dette nummer fra dengang, han blev købt.
Men min mor, som nu er 75 år, kan huske sin amme. Da min mor var lille, ammede kvinder ikke deres børn, det var en amme, der gjorde det. Min mor er nummer syv ud af tretten børn, og hun kan huske, at familiens amme havde et slavemærke på skulderen. Hun kan stadig huske, hvordan det var at røre ved mærket.
I Colombia læste du både psykologi og til socialrådgiver. Hvorfor blev du spansklærer i stedet?
Spansk har været mit livsforløb. Selvom jeg arbejdede som socialrådgiver i Colombia, læste jeg spansk grammatik ved siden af, og jeg har altid undervist. Da jeg var tolv år, hjalp jeg spansklærerinden i børnehaveklassen. I gymnasiet var jeg vikar for de små klasser. Da jeg kom til Danmark, begyndte jeg at hjælpe folk med spansk, så det har altid været min hobby. Efter nogle år, hvor jeg havde forsøgt at få arbejde som socialrådgiver, valgte jeg i stedet at begynde at undervise seriøst i spansk.
Hvad betyder det for dig at undervise i spansk?
Spanskundervisning er ikke kun noget, jeg kan lide, men noget som identificerer mig som person. Sproget er en vigtig del af ens identitet, og det er det, jeg prøver at give videre til mine kursister. Sprog er ikke kun en samling af regler, der skal sættes sammen, men det er et redskab, så man kan kommunikere med folk, som muligvis har en helt anden mentalitet. Sprog handler også om en måde at leve på, at forstå verden. Måske er det blandingen af mine forfædres historie, der har givet mig den store passion for sprog og identitet.
Du har arrangeret en rejse til Toledo og Madrid for skolens spanskkursister. Hvorfor har du lyst til det?
Fordi det er vigtigt for mig at tage kursisterne med til det sted, hvor spansk oprindeligt er fra. Så de kan leve og opleve sprog, ikke kun lære det. Sprog er mange ting, det er den måde, tjeneren kommer hen til dig på, den måde folk bevæger sig på gaden, alt det som ikke bare er grammatiske regler. Jeg har valgt Toledo, fordi byen har tre religioners fortid i sig. Det er som en dejlig metafor, der viser, at det ikke er et spørgsmål om ’dansk’ og ’spansk’, men om at folk sætter sig for at leve samme sted og være sammen om det, man har i fællesskab – uanset hvor man kommer fra. For dem var det det område, der hed Toledo.
Du har to sønner. Hvilket sprog taler I i familien?
Mine sønner taler både spansk og dansk, men selvfølgelig er de bedst til dansk. De skifter automatisk sprog, de opfatter det nærmest ikke som et andet sprog, når de skifter fx fra dansk til spansk. Spansk er bare den måde, de taler på, når de taler med mig.
Min mand og jeg taler spansk sammen. Vi har prøvet at tale dansk i stedet, men det gik ikke, det passede ikke til vores verden, så vores fælles sprog er spansk. Mine børns venner har også vænnet sig til, at vi skifter sprog uden at tænke over det.
Tekst: Susanne Gram Larsen
Foto: Søren Zinth