Fra Sicilien til København

Leo Todaro
Interessen for sprog og popmusik blev adgangsbilletten til et liv i Danmark. Men Leo Todaro, italiensklærer på Studieskolen, har beholdt glæden ved sit italienske modersmål.


I midten af 1980’erne gik Leo Todaro i gymnasiet i Gela på Sicilien. Her var engelskundervisningen bestemt ikke noget at råbe hurra for. Der var to metoder: Enten øvede man håbløse sætninger som ”Where is the pen? – The pen is under the table”, eller også forsøgte man at tolke store digtere som Shakespeare eller Walt Whitman, som lå langt over elevernes formåen og ambitionsniveau. Men Leo var glad for popmusik og hørte gerne Duran Duran, Prince osv. Han havde bare ikke forudsætningerne for at forstå, hvad der blev sunget. Så i frikvartererne sad han og hans kammerater med en ordbog og forsøgte at oversætte teksterne til italiensk, på den måde fik han oparbejdet et større ordforråd. Han blev ikke perfekt, men han blev bedre, og han fik lært en masse faste vendinger.

Dem fik han brug for, da han i 1985 var på ferie i Palermo med sin familie. Her møder han en dansk pige fra Kastrup. Sød musik opstår, også fordi han som en af de eneste italienske unge mænd kan gøre sig forståelig på engelsk og tale med de smukke, udenlandske piger. Pigen fra Kastrup kunne også godt lide Prince, så da Leo kunne sige ”I just want your extra time and your kiss,” var hun straks interesseret.

Efter forskellige omveje kom Leo til Danmark i 1997. Egentlig havde pigen allerede året efter deres første møde inviteret Leo med på interrail. ”Men jeg var en siciliansk dreng på 17 år, jeg var en snothvalp, der ikke turde. Og jeg havde heller ikke fået lov, hvis jeg havde spurgt!” siger Leo. Han svarede hende, at han hellere ville se VM i fodbold. Hun blev sur – og så hørte han ikke fra hende i ti år.

Den lange rejse til Ligurien
Det lå ikke i kortene, at Leo skulle forlade Sicilien og bosætte sig i Danmark. Han er vokset op i en traditionel, italiensk familie med mor, far og lillebror i byen Gela, en kystby i den sydligste del af Sicilien. Det var en tryg barndom med kun 50 meter til stranden. Det betød, at oplevelser, solen og den gode mad var noget, der var inden for rækkevidde, og familien behøvede ikke købe sig til en solferie. ”Jeg husker kun to rigtige rejser i min barndom. Én gik til Rimini og Firenze, da jeg var 7 år. Og i 1981 tog vi på en dejlig rejse med tog helt op til Ligurien, hvor vi besøgte min moster og hendes tre børn i Genova,” fortæller Leo.

Varmen og mors kødgryder
Det var således ikke familierejser, der førte til, at Leo nu i 14 år har boet i Danmark. Det var snarere hans nysgerrighed og – ikke mindst – hans talent for sprog. Han er glad for sit liv i Danmark, men han tager hjem til Sicilien en gang om året for at besøge hele familien. Og der er selvfølgelig nogle ting, han savner stadigvæk. Især Siciliens dejlige vejr - og mors gode mad. ”Jeg savner også de italienske supermarkeder, fordi der er et rigtig stort udvalg af alt til en rimelig pris. I dag kan man efterhånden få mange af de samme ting i Danmark, men udvalget er mindre og priserne væsentligt højere,” siger han.

En anden ting, Leo savner, er det italienske sprog. Når han er på Sicilien, så er han i en sammenhæng, hvor sproget er overalt, og man hører det i alle afskygninger og varianter. Når han er i Danmark, skal han selv opsøge det italienske. Til sproget hører den fælles referenceramme, det at kunne henvise til en replik fra en gammel film, som alle ville forstå. ”Eller at kunne sidde med min far og min bror, når landsholdet spiller,” bemærker Leo tankefuldt.

Leo Todaro mener ikke, det er uoverstigeligt svært at lære et fremmedsprog på begynderniveau. Det svære kommer på de højere niveauer, hvor man også skal lære fx faste udtryk. Dem har kursisterne en tendens til helt at styre udenom. Men de skal læres, hvis sproget ikke bare skal være formelt og korrekt, men også levende.

Heldigvis er der mange danskere, der gerne vil lære Leos modersmål. Danskerne er ofte meget motiverede for at lære det, og vi har tradition for at tilegne os ny viden og lære nye sprog. ”Når en dansker lærer italiensk, er det typisk sprog nummer tre, fire eller fem. Derfor er det ikke så svært,” slutter Leo af.


af Susanne Gram Larsen