Søren tog springet til sproget

Søren Frank
I år vovede vinskribenten Søren Frank springet. I forbindelse med forberedelserne til en ny bog besluttede han, at nu skulle det være: et nyt sprog skulle opgraderes til egentligt arbejdssprog.


Søren Frank har i flere omgange gået til italiensk på Studieskolen, og nu er han nået så langt med det, at han kan bruge sit nyeste sprog som et egentligt arbejdsredskab. Beslutningen om at tage springet ud i det kom i forbindelse med en ny bog om vinene i Langhe-området i det nordlige Italien. Bogen udkommer i 2012.
 ”Jeg sagde til producenterne dernede, at nu kan jeg godt klare det. Det kan godt være, det ikke er helt og aldeles flydende, og det kan godt være, jeg ikke kan fange alle nuancerne i en samtale om italiensk politik og samfundsstruktur, men når det handler om vin, så er jeg nu så langt, at det fungerer,” fortæller han.

Studieskolen sexet nok
Det med sprog er hele tiden til stede for mad- og vinskribenten på Berlingske, for der er mange rejser, når man skriver om vin. Danskproduceret vin findes skam, men er trods alt stadig mest hygge, så vinproducenterne skal besøges ude i verden, hvor de nu findes.
  Engelsk har han brugt som arbejdssprog, siden han som helt ung mand lavede magasin og radio om rock- og punkmusik, og engelsk er stadigt uundværligt, men det er bare ikke nok. Derfor prædiker Søren Frank også for den opvoksende ungdom om at gøre mere ved sprogene, mens tid er.
 ”Lær nu i himlens navn noget fransk, siger jeg til min ældste søn. Det siger jeg jo også, fordi det irriterer mig, at jeg ikke selv gjorde noget mere ud af det med sprog i skolen og i gymnasiet. Men når jeg tænker over det, synes jeg desværre, at glæden ved fransk og tysk blev ødelagt i skoletiden. Det var så meget ikke-sjov og pligt dengang. Ikke sexet nok, simpelthen. Helt modsat af at lære sprog på Studieskolen. Selvfølgelig. ” Sådan udlægger Søren Frank med et grin sit forhold til sprogindlæringens svære kunst.

Opvasker som tolk
Selvom der stadig hænger noget øv og bøv og tung pligt ved det franske, er det dog et sprog, der kan fungere derude i marken.
 ”Jeg kan ikke regne med at kunne klare den med engelsk. Det gælder både for Italien og Frankrig, hvor jeg kommer meget. Jeg forstår fransk ganske udmærket, men det går lidt tungere med at tale det. Løsningen er nogle gange, at jeg spørger på engelsk, og de svarer på fransk. Står jeg med en vigtig producent, og det viser sig, at engelsk bare ikke er en mulighed, og tolken, som skulle være der, ikke dukker op, så må det jo gå på bedste beskub på mit ukorrekte, men dog brugbare fransk,” forklarer Søren Frank, der i det hele taget helst vil undgå tolke, hvis det kan lade sig gøre. De er ofte fremmede over for fagterminologien inden for hans felt, så det ender med at blive noget rod i stedet for en hjælp. Eller de er ikke, hvor de burde være, så der må improviseres. Som nu dengang et interview med den navnkundige kok Ferran Adriá, ypperstepræsten for det gastronomiske tempel El Bulli i Spanien, måtte foregå med en opvasker fra Colombia som mellemmand.

Succes hos hesteslagteren
Søren Frank fik sparket til at gå i gang med at lære sig ordentligt italiensk for flere år siden, da han var i gang med sin første bog om vinene i regionen Piemonte i Norditalien. Der var han sammen med en kollega på besøg hos en restauratør i området. Kollegaen og restauratøren havde kendt hinanden i en menneskealder, men alligevel talte de rent kaudervælsk sammen.
 ”Min kollega var kommet på den restaurant hos sin gode ven i måske 25 år, men på trods af det kløede han stadig på med sit bedste Valby-fransk over for italieneren. Det gik jo endda. De forstod såmænd hinanden på en eller anden måde, men dér tænkte jeg bare, at hvis jeg selv skal vende tilbage til det her område hvert år de næste mange år, så må jeg simpelthen få lært noget italiensk,” fortæller Søren Frank. Han vil dog ikke ganske afvise, at han også er blevet holdt til ilden ved tanken om, at hans egen bror har hovedfag i italiensk. Den klassiske brødredisciplin: hvis-han-kan-så-kan-jeg-da-også.
 En af madskribentens første succesoplevelser med et spædt og ganske nylært italiensk var på Sicilien, hvor det lykkedes ham at gå til hesteslagteren og købe hestebøffer. En eksotisk, hvis ikke ligefrem skræmmende spise for mange her i landet.
 ”Italien er stadig sådan lidt vildt for mange danskere, tror jeg. Ikke lige Rom og Toscana og Gardasøen, hvor alle kommer. Men lidt længere ude. Derude hvor de gamle mænd sidder på torvet. Der får man vældig hjælp af at kunne bare lidt italiensk,” forklarer Søren Frank.

Elitært fransk og rustikt spansk
Kan man egentlig sige, at et lands vine minder om landets sprog? Spørgsmålet er måske nok lidt langt ude i vinmarken. Men det får en chance med udgangspunkt i det elegante og fintformede ved fransk sprog.
 ”Franske vine er klassiske og elegante. En kølig elegance, som jeg også forbinder med fransk sprog og mentalitet. Noget elitært. I disse år forsvinder Frankrig stille og roligt ud af det danske marked for vin, fordi franskmændene ikke kan konkurrere på de billige vine. Omvendt bliver deres dyre vine bare dyrere og dyrere. De bliver til gengæld også bedre og bedre, så fransk vin er i høj grad et elitært projekt, ” vurderer vinkenderen. Italien ligger sådan et sted midt i mellem, mens spansk vin er rustik og jordbunden. Med skrat i. Ligesom lydene i det spanske sprog. Portugisisk er jo et rent hulemandssprog, kommer det med et skævt grin. 
 Søren Frank er lige kommet hjem efter en rejse til Portugal. De portugisiske vine venter stadig på et internationalt gennembrud. Det er udkants-Europa, så det kan mærkes, mener han. Den renæssance, der inden for de sidste 20-30 år har kendetegnet vinproduktionen i Italien og gjort landets vine storsælgende, er ikke at spore i Portugal. Og kun i spredte hjørner af Spanien.

Glad for artikler
Studieskolen ligger praktisk tæt på Berlingskes redaktion i Pilestræde. En medvirkende årsag bag valget af sprogskole. Men undervisningens kvalitet tæller dog mest. Søren Frank er glad for at kunne arbejde med aktualitetsstof på sit nuværende italienskhold. Andre hold har haft større fokus på kultur og litteratur, og det har også været fint.
 ”Men jeg må indrømme, at det passer sådan en journalist som mig rigtig godt, at Alessandra (Sicuro, red.) fodrer os med artikler fra aviser og magasiner,” roser han.


Af Benedicte Christiansen
Foto: Robin Skjoldborg