Det er snart 25 år siden, Preben Elkjær forlod fodboldklubben Hellas Verona. Men han bliver stadig med stor begejstring hilst i den italienske by som il sindaco: borgmesteren. Karrieren som professionel fodboldspiller i Tyskland, Belgien og Italien lagt sammen med 11 år på det danske landshold fik den sidegevinst, at han nu taler både tysk, flamsk, italiensk og engelsk.
Som 18-årig kom Preben Elkjær Larsen i 1976 til den tyske klub FC Köln. En realeksamen med tysk på skemaet var med hjemmefra, så det med at tale tysk var egentlig ikke så svært.
”Tysk er et germansk sprog ligesom dansk, og det falder ret nemt for mig. Det bliver også nemmere, når man går med tyskere hver dag, for de gider altså ikke tale engelsk. Når der bliver sagt ’Abspiel’ 35 gange i timen så lærer man jo, at det betyder aflevering”.
I Tyskland oplevede den unge Elkjær et meget fast hierarki mellem spillerne. De unge måtte vige for de ældre. Man sagde Sie og Herr til træneren. Den 18-årige blev ganske vist også tiltalt Herr Larsen af træneren.
”Hjemmefra var jeg opdraget til at sige De til dem, der var ældre, men det var nyt for mig, at træneren også sagde De til mig. Og Herr Larsen. Der var bare ikke så meget i det, for han sagde også Herr Larsen, når han skældte mig ud.”
Drømte på flamsk
Efter et par hårde læreår i Köln kom angriberen videre til klubben Lokeren i Belgien. Her traf han hurtigt belgiske Nicole Marchand. De giftede sig efter et års tid, og så blev livet i nogle år helt på flamsk for Elkjær.
”Fra begyndelsen talte vi flamsk sammen. Også med Nicoles familie selvfølgelig. Springet fra tysk til flamsk var ikke så svært. Der er mange beslægtede ord. Det er næsten som en dialekt af tysk. Jeg levede fuldstændig på flamsk i de år. Drømte også på flamsk. Det sjove er så, at da vi efter fem år i Belgien flyttede til Italien, begyndte vi af en eller anden grund, som jeg ikke kan forklare, at tale dansk sammen.” Hustruen er familiens sande sproggeni, mener Elkjær beskedent. Hvordan hun lærte dansk, mens parret stadig boede i Belgien og kun talte flamsk sammen, er lidt af en gåde.
”Men hun må jo have lært det ved at tale i telefon med mine forældre. De talte absolut ikke andre sprog end dansk, og hun har fantastisk sprogøre. Man kan overhovedet ikke høre nogen accent nu, når hun taler dansk.”
Italiensk som i Verona
I 1986 kommer Preben Elkjær til Verona i Italien. Forfra igen med et nyt sprog. ’Passa la palla’ – aflever bolden – er til at begribe, men ellers ikke så meget: ’caldo’ lyder som ’kold’ men betyder ’varm’. Meget besværligt.
De første tre uger forløber i træningslejr, hvor den nye danske angriber hensynsfuldt nok bliver sat på værelse med den eneste på holdet, der kan ti ord på engelsk.
”Og dem brugte han så bare ikke. Så jeg var tvunget til at finde ud af noget italiensk. Jeg gentog og gentog, hvad folk sagde, og det blev jeg ved med siden. Italienerne kan godt høre på mig, hvor jeg har lært sproget. Jeg ved ikke, hvorfor tingene hedder, som de hedder, men jeg taler italiensk, som de taler i Verona.” Mens Nicole gik på sprogskole og blev god også til italiensk, fungerede den metode ikke for hendes mand.
”Jeg havde én time med en lærer på et tidspunkt, men jeg orker ikke at blive rettet på hele tiden. Jeg taler italiensk helt pænt. Italienerne kan godt grine lidt, når ordene bliver hankøn i stedet for hunkøn og sådan noget, men de forstår mig godt, og de elsker, at man taler deres sprog, selvom det ikke er helt korrekt altid. At man viser, at når jeg bor i Italien, så taler jeg altså ikke engelsk med folk. Jeg taler italiensk.”
Titel af borgmester
I Italien hedder alle trænere ’mister’. Det er ganske vist engelsk og ikke italiensk, men sådan er det altså. Bare ’mister’ og ikke videre. Så behøver man ikke at tænke på, om man er på fornavn eller efternavn. I Verona rakte det stramme hierarki i øvrigt heller ikke helt ind i omklædningsrummet, som det gjorde i Köln. Men også i Italien er der forskel på folk, og titler betyder ikke så helt lidt. Så snart det er noget med avvocato eller dottore , så klapper italienerne hælene sammen, er Preben Elkjærs erfaring. Selv er han endt med at få titel af borgmester i Verona. Il sindaco. Nu på snart femogtyvende år. Det er ikke nogen almindelig titel og ikke noget, veroneserne bare sådan går og kalder alle folk, de godt kan lide.
”Nejnej. Der er skam kun én rigtig sindaco i Verona. Det kom sig nok af, at de i Verona i den periode – også i den periode - var utilfredse med deres borgmester, og han var altid på stadion, når vi spillede. Så når de råbte sindaco til mig, ville de vel vise, at de mente, at jeg ville kunne klare jobbet som borgmester bedre. Det hænger stadigvæk ved.”
Verona vandt for første og eneste gang trofæet – lo scudetto – som italiensmestre, mens topangriberen hed Elkjær. Det var i 1985. Samme år kom Preben Elkjær ind på listen over Europas bedste fodboldspillere som nummer to. Året før lå han nummer tre. Så danskeren husker de vældig godt i Verona, han bliver hurtigt genkendt i byen, men faktisk også i resten af Italien.
”Det bliver man som fodboldspiller. Italienerne elsker fodbold.”
En snak med kunstneren
Kærligheden går nu også den anden vej. Belgien er en del af familien, og maden og vinen dér er der bestemt ikke noget i vejen med, men Italien har fået en særlig plads.
”Italien gjorde et stort indtryk på os. Jeg var en succes og tjente også lidt penge. Det hjælper jo på det hele. Men det er stadig vores andet hjem. Vi har hus dernede og er der i hvert fald tre-fire gange om året og har også mange gode italienske venner. Nogle gange har vi RAI Uno (italiensk tv-kanal, red.) kørende på fjernsynet herhjemme, bare sådan for at holde sproget ved lige. ”Interesseren for kunst, især maleri og arkitektur, fik også næring i støvlelandet. En uge i Rom, det er det bedste, man kan gøre for sig selv, mener Preben Elkjær. Herhjemme er det imidlertid moderne kunst, han går efter.
”Jeg har haft den fornøjelse af kende Robert Jacobsen. Ham har jeg brugt meget tid sammen med. Jeg kan altid godt lide at få en snak med personen bag kunsten, så jeg kommer meget på udstillinger og på gallerier med nye danske kunstnere.”
Vildt glad for sprog
En del af Elkjærs brand er evnen til at kaste oneliners af sig. Hurtige vrid og driblinger med ordene. Men lige den del af manden er forbeholdt et dansktalende publikum.
”Oneliners på andre sprog? Det kan jeg faktisk ikke, tror jeg, når du nu spørger. Så dygtig er jeg ikke. Men min kone kan. Ordspil og de mest underlige ord på dansk. Hun kan det hele. Det er helt galt.” I sin nuværende rolle som fodboldkommentator for Viasat har Elkjær hele tiden brug for sine sprogkundskaber, synes han. Tyske journalister, der ringer, spillere, der skal interviewes og så videre. Så det har været alt besværet værd.
”Jeg er vildt glad for at kunne de sprog nu. Det er en kæmpebagage at få med sig. Nu mangler jeg bare fransk. Men det kan jo komme.”
Af Benedicte Christiansen