Vores europæiske identitet lige nu

Historien om historikeren Uffe Østergård er historien om en forsker, der som få har fordybet sig i EU og i vores nationalidentiteter. Engang troede han på, at en fælles europæisk identitet ville fortrænge vores nationalidentiteter, når EU først rigtig kom på skinner. Nu tror han noget andet.

Uffe Østergaard
Når professor emeritus Uffe Østergaard skal optræde ved Studieskolens Søndagssalon til oktober, vil han lægge et dansk blik på året 2017’s gang i Europa. Han er ekspert i nationalidentiteter og europæisk historie, så det er oplagt at stille ham spørgsmålet:

Hvordan har den europæiske identitet det lige nu?
”Det kommer an på, hvordan man definerer den. Vores fælleseuropæiske identitet har det både godt og skidt. Man kan sammenligne den med vores pas, hvor vi jo har fælles omslag, men nationalt indhold… Og det kan igen sammenlignes med EU's motto fra 2000 ’Enighed i forskellighed’. Det er godt, når det virker, og dårligt, når man ikke bliver enige. Vores manglende fælles identitetsfølelse er grunden til, at det har været så svært at lave fælles europæisk politik fx omkring de ydre grænser, men jo i høj grad også i forhold til den økonomiske politik, euro-krisen og hele udenrigspolitikken, som vi faktisk ikke har! Man kan være lidt grov og sige, at vi har mest fælles europæisk identitet ved Champions League og Melodi Grand Prix. Men for det første er det jo konkurrencer, og for det andet har det ikke ret meget med EU at gøre. Det er den lidt triste diagnose,” lyder det fra Uffe Østergård.

Hvorfor er det sådan?
”Fordi de nationale identiteter er meget stærkere, end mange – også jeg – havde regnet med. Det er nærmest, som om de er blevet styrket af det europæiske samarbejde. At have en ydre fjende er en traditionel måde at skabe sammenhold på. Og det ser ud til, at Trump, Erdogan og Putin får EU-landene til at stå sammen, men desværre ser det ikke ud til at skabe en fælles politik – endnu i hvert fald,” fastslår Uffe Østergård og fortsætter: 
”Danskerne er i princippet meget begejstrede for det europæiske samarbejde, men bliver forbeholdne, når det kommer til det konkrete.”

Hvorfor det?
”Fordi vores land har historisk erfaring som et land, der har tabt. Danmark har følt sig under pres fra omgivelserne, først og fremmest Tyskland, i de sidste 200 år. Derfor tænker vi os som et lille land, der må bevare vores suverænitet, og vi er ikke gode til at søge indflydelse. Suverænitet og indflydelse er ikke det samme. EU er fuld af små og mellemstore lande, heriblandt Danmark. Forestillingen om, at vi er sat uden for indflydelse er simpelthen forkert.”

Hvordan synes du, vi burde gå til opgaven, hvis vi gerne vil være med?
”Vi skal udnytte de parlamentariske kanaler, systemet har, til at påvirke samarbejdet.
Danmark har meget at byde på i EU. Der er brug for vores lille, ret velfungerende land, selv om det nok ikke er vores skatteopkrævning, vi skal eksportere lige i øjeblikket. Men vores velfærdsmodel, reformindstillingen på arbejdsmarkedet, finansieringen af pensionsordningerne, som Frankrig nu overvejer at efterligne, og som også ville være godt for hele Sydeuropa, den slags ting.”

Hvad er det i vores nationalidentitet, der gør, at vi er så forbeholdne?
”Vores forsigtighed, som er læren af de sidste 200 års historie. Vi kommer hele tiden til at prioritere suverænitet over indflydelse. Vi vil gerne have fordelene, men er mere nølende med investeringerne i fællesskabet. Man kan sige, at stemningen for så vidt er international i Danmark, mens der er mere  skepsis over for naboerne, Tyskland og Sverige, som ellers er dem, vi ligner mest. Vi forsøger stadig at lægge afstand til historien.”

Hvordan synes du, det ytrer sig?
”Ja, fx giver vi meget ulandshjælp, vi udviser engagement i hele verden, og vi er mere amerikanske end amerikanerne, og det stiller Danmark over for et dilemma. Vi har altid været allierede med den fjerne stormagt USA, og det bliver et problem nu, hvor USA trækker sig tilbage, og vi skal føre sikkerhedspolitik sammen med vores europæiske naboer. Dér kommer vores forbeholdne attitude for alvor i vejen.”

Hvad kunne du ønske dig, at danskerne gjorde i forhold til EU?
”At vi gik mere helhjertede ind i projektet. Geografisk ligger vi jo midt i Europa, og vi har en meget velfungerende samfundsmodel, som de andre er interesseret i. Den samfundsmodel er selvfølgelig lettere at lave i et lille land end i et stort land, men derfor ville det alligevel give noget at dele den med de andre. Og som nation ville det være godt for os at arbejde med vores rummelighed, for vi er ikke altid så tolerante, som vi forestiller os,” slutter Uffe Østergård.


Af Christa Leve Poulsen