Det er ikke en hvilken som helst elev, Studieskolens italiensklærer, Rossana Soro, har på holdet fredag formiddag. Maggie Palludan er pensioneret i dag, men oprindelig uddannet korrespondent i fransk og engelsk. I sit lange arbejdsliv har hun arbejdet i Udenrigsministeriet og i adskillige internationale entreprenørvirksomheder, men når man spørger til hendes liv med sprog, hopper hun helt tilbage, til da hun var omkring 8 år, og fortæller med stor indlevelse:
”Min mor arbejdede i Rom, mens mine tre brødre og jeg var på kostskoler rundt omkring. Jeg gik på den danske afdeling på en fransk skole, og jeg hadede det. Jeg var allerede dengang meget høj, lidt kvabset, rødhåret og fregnet og tilmed komplet ordblind. Alle syntes, jeg var håbløs. Ind imellem tog min mor mig ud af skolen, og så kom jeg ned til hende i Rom og gik på engelsk skole, mens hun arbejdede. Når vi gik rundt i Rom sammen og købte ind, hørte jeg det italienske sprog, og jeg blev efterhånden så habil til det, at jeg selv kunne gå på markedet, mens min mor holdt øje med mig oppe fra vinduet i sin lejlighed. I det hele taget står de perioder med min mor i Rom som et af mine bedste barndomsminder, og på den måde blev engelsk og italiensk de første fremmedsprog, jeg lærte.”
Maggie Palludans barndomsminde er en slående påmindelse om, at vi lærer godt i trivsel. Hun fortæller, så det er som selv at være med – dér i solskin på et italiensk marked og i den luksus, det er at have sin mor for sig selv, når man ellers skal dele hende med tre andre. Og et krævende arbejde.
Barndom, ungdom og sprog
At høre Maggie Palludans livshistorie er som at træde ind i en roman, der udspiller sig i de bedre kredse i København, fra halvtredserne og frem til i dag. Et lidt omflakkende liv med ophold her og der, summer camps i udlandet og stjålne stunder med forældrene. Med sig ud af barndommen tog hun dog også bevidstheden om, at nok var hun ordblind, men hun havde et godt sprogøre og var god til at være tålmodig i processen med at lære nye sprog. Måske hjalp ordblindheden faktisk. For den betød, at hukommelsen var veludviklet, og det er som bekendt ikke dumt, når man skal lære sprog. Og Maggie Palludan fik heldigvis lærere, der så hende og hjalp hende, og efter realeksamen kom hun i gymnasiet og blev nysproglig student.
”Det havde været en besættelse for mig at blive student, ligesom alle de andre i familien, men da jeg så også ville læse jura ligesom de andre, satte min mor foden ned. Hun syntes, det ville blive for krævende for mig. I stedet blev jeg sendt til Paris og bo hos en fransk familie. Dér havde jeg et fantastisk år. Jeg landede med mit gymnasiefranske, der ikke var noget at skrive hjem om, men kom i gymnasiet med familiens datter, så jeg blev pine død nødt til at lære det. Og jeg fik det virkelig lært! Takket være den søde familie, jeg boede hos, og de dejlige venner, jeg fik. Jeg følte mig så godt hjemme i Paris, også i sproget. Det var en stor oplevelse for mig at være en del af en familie, hvor man levede tæt med hinanden og under samme tag.”
Det franske eventyr fik en brat ende, da Maggie fik besked på at komme tilbage til København og påbegynde en ”kortere uddannelse”, som hun selv valgte skulle være korrespondentuddannelsen på Handelshøjskolen i København. Hun boede sammen med sine lidt ældre brødre i et hus nord for København. Med folk til det grove og styr på det hele.
”Jeg stod det studie igennem, vil jeg sige. Jeg var jo god til engelsk og fransk, men det var meget teknisk betonet at læse sprog på Handelshøjskolen dengang. Vi var det første hold med 'kun' to sprog.”
Et arbejdsliv med sprog
Året var 1974, og Maggie fik med det samme arbejde på den australske ambassade og derefter i Udenrigsministeriet, hvor hun blev sendt til Washington D.C. Her oplevede hun at være højre hånd for de højeste ved store statsbesøg - selveste Anker Jørgensen spiste hendes danske lakridser (og havde format nok til at sende hende nye rationer!). Hendes fire år i USA var i det hele taget et eventyr, og endnu en gang fik hun en oplevelse af at flytte ind i et sprog og en kultur og komme til at føle sig overvældende hjemme der.
”Jeg tog jo ikke hjem i de fire år! Jeg elskede simpelthen mit liv derovre, så folk måtte komme til mig, hvis vi skulle ses. Det gjorde de så også,” griner Maggie.
Herfra tog det ene job det andet. Hun bevægede sig ud af Udenrigsministeriet og ind på det private arbejdsmarked. Hendes sprogkundskaber var altid en fordel, og skønt Danmark forblev hendes livsbase, så var der hele tiden internationalt sus i karrieren i kraft af forretningsrejser, konferencer og en kær schweizisk kæreste gennem 30 år.
”Jeg forbinder sprog, og især italiensk, med noget dejligt. Som pensionist gør jeg alt muligt for at holde min krop i gang, og mit italienskkursus på Studieskolen er så lidt mental træning til hovedet og mit indre liv.”
At kalde kurset for ”lidt” er en underdrivelse, for Maggie forbereder sig i timer forud for hver kursusgang. Med stor lyst og systematik. Derfor kan det også undre, at denne kvinde, der stadig rejser over det meste af verden i sine ferie, ikke tager på italienskkurser i Italien i tide og utide. Er det mon stadig mor, der spøger?
”Jeg ved det ikke, måske. Det er underligt: Jeg elsker sproget, maden, kulturen og alting, men jeg ender altid med at tage et andet sted hen. Det kan man godt tænke lidt over.”
Maggie Palludan
Opvokset i København.
Uddannet korrespondent fra Handelshøjskolen i København.
Har arbejdet i Udenrigsministeriet og forskellige virksomheder i det private erhvervsliv. Har boet i Frankrig, England, Storbritannien, Østrig, Vietnam og USA og rejst endnu flere steder.
Dyrker gymnastik, vandaerobic, opera og teater, tegner, maler, bager, sylter – og går til italiensk på Studieskolen.
Maggies tips og tricks
Maggie tager ‘dagens emne’, som fx kan være ‘MIN CYKEL’, finder et billede og sætter italienske betegnelser på alt, hvad der er på cyklen (saddel, pedaler, cykelkurv, ringeklokke, bremser). Så kan hun tage eksemplet videre og tænke på, hvordan hun er klædt på til sin cykeltur (solbriller, cykelhjelm, cykelhandsker mv.).
Hendes seneste projekt har været en tegning fra et køkkenfirma, hvor alt, hvad der var af forslag fra firmaet til ’et skønt samtalekøkken’, blev oversat. Så sætter hun plancherne op rundt om i hjemmet, mens hun sideløbende taler med sig selv om fx sin cykeltur, ændringerne i køkkenindretningen etc.
af Christa Leve Poulsen