Menu

Anne Højgaard Christiansen

Jeg hedder Anne og er cand.mag. i spansk og mediefag fra Københavns Universitet. Jeg har beskæftiget mig med spansk og latinamerikansk sprog og kultur, lige siden jeg som 24-årig var på interrail i Europa og kom igennem Madrid. Her mødte jeg en pige i Retiro-parken i Madrid, og jeg spurgte hende på engelsk, om hun kunne vise mig vej til et toilet. Hun bad mig følge med, og jeg forsøgte at tale med hende i de samtlige 20 minutter, vi gik sammen. 
Men da hun ikke talte engelsk og jeg ikke spansk, blev det til en vandring i ufrivillig tavshed. 
Da jeg kom hjem til Danmark besluttede jeg at lære spansk, og siden gik det slag i slag med en lang rejse til Sydamerika (Ecuador, Peru og Colombia) og derefter et universitetsophold i Oviedo i Nordspanien.
Jeg har læst spansk som hovedfag på universitetet i København og har både undervist voksne og gymnasieelever gennem de sidste 12 år. Jeg har været i Spanien mindst en gang årligt – mest i nord, men også i Madrid, Malaga, Sevilla og Granada.
Den by, jeg dog kender bedst, er nok San Sebastián i Baskerlandet, hvor jeg har deltaget i den internationale filmfestival gennem de sidste 15 år. Efter min mening en af de absolut smukkeste byer i Spanien med sin beliggenhed ved Atlanterhavskysten – byen kaldes også for ’Lille Rio’. Og så er byen også kendt for de overdådige tapas, som her er lidt anderledes og kaldes pintxos. Min store interesse for spansksprogede film har jeg fået afløb for som skribent for blandt andet Weekendavisen og ved kurser på Folkeuniversitetet.
I 1993 blev jeg pilgrim på cykel fra Pamplona til Santiago de Compostela i det vestligste Spanien, og det var en stor oplevelse for mig. Jeg har også været i Nicaragua og Mexico, og jeg er slet ikke færdig med at opleve den latinamerikanske verden med den mangfoldige natur og kultur.