Fransk - mexicansk film og debat - Emilia Pérez
Start | 24.10.2025 |
Lektioner | 4 |
Arrangement nr. | 1363-25 |
|
|
Sted | Borgergade 14, 1. Sal |
Pris | kr. 0 |

En rejse ind i identitet, retfærdighed og forvandling
I samarbejde mellem vores afdelinger for fransk og spansk inviterer vi dig til en tankevækkende filmvisning og efterfølgende debat, hvor vi sammen dykker ned i en film, der udfordrer både æstetik og holdninger.
Filmen er instrueret af den anerkendte franske filminstruktør Jacques Audiard. Filmen er en spændende kombination: den er både en krimi, en musical og et socialt drama. Den tager udgangspunkt i den mexicanske narkoverden, men hurtigt udvikler den sig til en dybt rørende og uventet historie om identitet, køn, magt og håb.
Audiard er kendt for sin evne til at blande genrer og give stemme til outsiderfigurer. I denne film skaber han et visuelt og emotionelt udtryk, der overrasker og bevæger.
Efter filmvisningen inviterer vi til en åben debat, hvor vi sammen reflekterer over nogle af filmens centrale spørgsmål, som for eksempel om et menneske virkelig kan starte forfra. Hvordan skaber man sin egen identitet i en verden, der forsøger at definere en? Hvad er samfundets ansvar over for dem, der ønsker at forandre sig?
Filmen er på engelsk, fransk og spansk. Vi ser den med danske undertekster.
Før filmen giver underviserne Jacqueline Rousselon (fransk) og Teresa Alcacio (spansk) en kort introduktion på dansk. De fremhæver de særlige elementer, som er værd at være opmærksom på, mens vi ser filmen.
Herefter starter debatten. Vi taler om de perspektiver, underviserne har introduceret, og om dine egne indtryk: Hvad lagde du mærke til? Hvad gjorde indtryk? Hvad talte filmen til i dig?
Det foregår:
Fredag den 24. oktober 2025 kl. 16.00-20.00
Borgergade 14, 1. sal, lokale 133
Det er gratis, men du skal tilmelde dig.
For at gennemføre arrangementet skal vi have tilladelse fra filmens distributør til at vise den. Hvis vi ikke får denne tilladelse, forbeholder vi os ret til at aflyse arrangementet.